Tjukcherne var ikke alene i det nordøstlige Sibirien, men indgik i et netværk af nabofolk med forskellige leveformer og interesser. Mod syd og vest levede koryakerne, som både omfattede kystboende grupper med havpattedyrsjagt og indlandsgrupper med rensdyrhold – på flere måder beslægtet med tjukchernes egen opdeling. Længere mod vest fandtes jukagirer, og mod øst, på den anden side af Beringstrædet, lå forbindelser til inuitiske grupper. Kontakten mellem disse folk var skiftende og situationsbestemt: handel, udveksling og konflikt indgik som gensidigt forbundne elementer.

Forholdet til koryakerne var det mest vedvarende og konfliktfyldte og kan forstås som et relativt stabilt mønster snarere end som enkeltstående krige. Konflikterne fulgte en genkendelig struktur med tre gennemgående træk.

For det første var de økonomisk forankrede. Rensdyr udgjorde den centrale ressource i indlandsområderne, og kontrol over flokke var afgørende. Angreb rettede sig derfor ofte mod netop rensdyr – ikke blot som bytte, men som et middel til at svække modpartens reproduktive kapacitet. Tilsvarende havde kystområder værdi gennem adgang til havpattedyr, hvilket kunne gøre sæsonbestemte opholdssteder til konfliktzoner.

For det andet var de operationelt organiseret som mobile overfald frem for territoriale erobringer. Mindre grupper gennemførte hurtige angreb mod lejre eller flokke og trak sig tilbage, før en større konfrontation kunne udvikle sig. Målet var asymmetrisk fordel: at påføre tab uden selv at binde sig i længerevarende kampe. Drab forekom, men indfangning og bortførelse havde en lige så central funktion, idet kvinder og børn kunne indgå i angriberens egen gruppe og dermed både kompensere for egne tab og reducere modpartens.

For det tredje var konflikterne cykliske og selvforstærkende. Et angreb etablerede en forpligtelse til gengældelse, men uden faste tidsrammer. Responsen kunne komme længe efter den oprindelige hændelse og rettede sig ikke nødvendigvis mod de samme individer, men mod tilgængelige repræsentanter for modparten. Dermed blev konflikten opretholdt som en løbende relation snarere end afsluttet gennem afgørende slag. Samtidig udelukkede dette ikke perioder med handel eller midlertidige alliancer; relationen kunne skifte karakter uden at ophøre.

Ind i dette mønster indgik også forskelle i forholdet til russerne. Koryakerne blev i højere grad integreret i det russiske skattesystem og leverede pels, mens tjukcherne forblev udenfor. Dermed kom de lokale konflikter gradvist til at indgå i en bredere struktur, hvor russisk tilstedeværelse påvirkede balancen mellem nabogrupperne.

Det var ind i dette allerede etablerede system af relationer og konflikter, at russerne trængte frem i midten af 1600-tallet. De nåede Kolymas flodområde i 1643 og Anadyr i 1649 og etablerede forbindelser, der først og fremmest havde et økonomisk sigte: at sikre pels og skat. Ruten fra Nizjnekolymsk til fortet i Anadyrsk blev en vigtig, men sårbar forbindelseslinje gennem områder, hvor tjukcherne opererede.

I de følgende årtier undlod russerne i vid udstrækning at engagere sig direkte i tjukcherne. De blev betragtet som vanskelige at underlægge sig og bidrog ikke med de pelsressourcer, som ellers gjorde erobringer økonomisk rentable. Først omkring år 1700 ændrede dette sig. Russernes aktiviteter på Kamchatka-halvøen gjorde det nødvendigt at sikre forbindelserne, og dermed blev både tjukcher og koryaker en hindring.

De første forsøg på at underlægge sig tjukcherne begyndte i 1701 og blev fulgt af flere ekspeditioner i de følgende år. Resultatet var gentagne, blodige sammenstød uden afgørende udfald. Tjukchernes mobilitet og den spredte bosætning gjorde det vanskeligt at fastholde kontrol, selv efter militære sejre.

I 1729 blev en russisk ekspedition fra Okhotsk slået tilbage, og dens leder dræbt. Herefter overtog major Dmitrij Pavlutskij kommandoen. Under hans ledelse blev krigsførelsen systematisk rettet mod tjukchernes livsgrundlag: bosættelser blev brændt, rensdyr drevet bort, og civile taget til fange. Strategien spejlede i sin grundform de eksisterende konfliktmønstre, men blev gennemført i større skala og med et mere entydigt mål om at bryde modstanden permanent.

Denne linje blev formaliseret i 1742, da regeringen i Sankt Petersborg beordrede en ny krig med det erklærede mål at udrydde både tjukcher og koryaker. Krigen i årene 1744–1747 blev ført med samme brutalitet og endte med, at Pavlutskij blev dræbt i marts 1747. Ifølge overleveringen beholdt tjukcherne hans hoved som trofæ i flere år. Trods fortsatte felttog i 1750’erne overlevede dele af befolkningen i de mest utilgængelige områder.

Et afgørende skifte indtraf med Catherine the Greats tronbestigelse i 1762. De økonomiske omkostninger ved den langvarige krigsførelse stod ikke mål med udbyttet. Fortet i Anadyrsk blev opgivet i 1764, og dermed ophørte den vedvarende militære konfrontation.

I stedet udviklede der sig gradvist en mere stabil handelsrelation. Tjukcherne begyndte at deltage i faste handelspladser ved Kolymafloden og senere ved Angarka, hvor varer blev udvekslet mellem lokale grupper og russiske aktører. Her opstod også et fælles kommunikationsgrundlag. I løbet af 1800-tallet ændrede disse mønstre sig igen, da amerikanske hvalfangere og andre begyndte at handle direkte ved kysten.

Efter 1815 nåede missionærer fra den russisk-ortodokse kirke ind i området, og kontakten mellem kosakker og tjukcher blev tættere. Alligevel forblev forholdet løst. Tjukcherne betalte aldrig jasak – den pelsbaserede skat – og deres status som undersåtter var i praksis begrænset. Først langt senere, under sovjetisk styre, blev området formelt indlemmet i staten