Kongeørnen - Master of the sky

Arten er kendt for at bruge mindst syv hovedjagtteknikker, med mange individuelle variationer, og evnen hos de fleste voksne ørne til hurtigt (og nogle gange smart), at variere metoderne afhængigt af de værende omstændigheder. 

Den kan ofte svæve meget højt på himlen og så pludselig slå ned med stor fart, når den i kraft af sit eminente syn får øje på et bytte på jorden.

En af de syv jagtteknikker er en angrebsform som betegnes “højt svæv med glideangreb”. Her svæver kongeørnen mindst 50 m over jorden, og overvåger et bytteobjekt. Når angrebet så indledes, lukker ørnen delvist sine vinger, og går ind i et langt, lavvinklet glid, som kan bære den over afstande på 1 km med stigende hastigheden, efterhånden som vingerne lukker mere sammen.

 Lige før sammenstødet åbnes vingerne, halen viftes og fødderne skubbes frem for at gribe byttet, hvilket skaber en buldrende lyd, forårsaget af vingerne, der pisker mod vinden, i øjeblikket lige før anslaget, er lyden som et lille tordenklap. Den voldsomme lyd er med til at skræmme og måske til dels kortvarigt at paralysere byttet.

Denne teknik bruges til solitære eller vidt spredte byttedyr såsom harer eller ryper fundet i på åbne arealer. 

Den kan også i stil som en kærhøg afsøge terrænet, hvorefter den på svirrende vinger med blikket låst fast på et bytte på jorden og sluttelig med et voldsomt dyk slår til. Det er set, at mager i et par jager sammen på denne måde.

Endelig kan kongeørnen benytte sig af standjagt, hvor den ligesom en musvåge sidder på et højdepunkt, hvorfra den får øje på sit bytte og i en hurtig glideflugt er over det.

Jagtmetoden for store byttedyr er “lavflyvning med vedvarende greb”, som især anvendes til jagt på hovdyr. Her flyver kongeørnen hen over en flok, som igen ofte klemmer sig sammen eller bryder i løb. Ørnen udvælger derefter sit bytte (typisk unge dyr, dog nogle gange svagelige eller usædvanligt sunde voksne dyr) og lander på byttets ryg eller nakke, hvor den med et kraftfuldt greb griber fast.

Her er det vigtigt, at de kraftige kløer gennembore vitale organer eller forårsage chok via et knusende greb til knogler og brusk. I modsat fald kan kampen blive langvarig, og koste mange kræfter, hvilket øger ricikoen for at ørnen selv får skader, før byttet er dræbt. Ørnen ”rider” typisk sit bytte i flere minutter med udstrakte og flagrende vinger for at opretholde balancen, indtil byttet kollapser, enten som følge af udmattelse, chok eller indre skader. 

Endnu en jagtmetode er “gå og grib-angrebet”, hvor ørnen går på jorden og forsøger at trække sit bytte ud af dækning. Denne metode bruges til at trække kaniner ud af vegetation, men bliver også brugt til at gribe unger af store byttedyr (dvs. hjorte, får og grævlinger) for at trække dem ud under moderens ben. 

Tandemjagt kan udføres regelmæssigt, især mod større byttedyr. Efter sigende flyver han-kongeørnen, når der jages i par, foran hunnen i en højere højde og indleder normalt angrebet. 

Ynglende par er blevet registreret samarbejdende på kaninjagt, hvor individerne ligger forskellige højder over jorden. Den første forfølger afleder oppefra byttets opmærksomhed, mens den anden flyver lavt og usynligt ind for at dræbe.

Som for andre ørne der benytter sig af ”tandenjagt” er det konstateret, at udbyttet er mindre, end når den enkelte ørn jager. Men samarbejdet skønnes værende vigtigt for parrets sammenhold.

Generelt er fødens bredde større i Eurasien end i Nordamerika, hvor ørne ofte kun behøver at jage to eller tre arter gennem hele redecyklussen. 

I yngletiden er det primært hannen, der jager, mens hunnen modtager byttet nær reden, hvor hun plukker og parterer det, inden ungen eller ungerne får føden serveret.