Kongeørnen

The Golden Eagle (Aquila chrysaetos)

Master of the Sky

Kongeørnen

kongeørn

Videnskabelig klassifikation:

Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Rovfugle (Accipitriformes)
Familie: Høgefamilien (Accipitridae)  – opdelt på 13 underfamilier
Slægt: Aquila (11 arter)
Art: Kongeørn – Aquila chrysaetos (6 underarter – se dem HER)

Kongeørnen er Danmarks tungeste ørn med en vægt for hunner på mellem
3.6 – 6,7 kg og hanner 2,8 – 4,6 kg.

Flyveevner

Kongeørne betragtes som en af de aller bedste og hurtigste flyvere blandt ørne – faktisk iblandt alle rovfugle. 

Deres hurtighed er ikke uforståelig, for de er udstyret med ekstra  brede, lange vinger med noget store fingerlignende fordybninger på vingespidserne, som både giver dem en utrolig speed og manøvredygtighed.

Arten er således både vor tungeste og hurtigste ørn.

kongeørn

Kongeørnen globalt

Som alle andre ørne tilhører Kongeørnen familien Accipitridae, og er en rovfugl, der bebor store dele af den nordlige halvkugle, hvor den både er den mest kendte og mest udbredte ørneart.

Den findes i Nordamerika, Nordafrika samt store dele af Eurasien. I Europa er den udbredt i Sydeuropa, det østlige Europa samt Nordeuropa, men mangler i store dele af Central- og Vesteuropa. 

Med sit vingefang på op til 227 centimeter hører den til blandt de største rovfugle. I Danmark angives den til at være lidt mindre end havørnen med et vingefang på op til 2,44 cm, og betegnes derfor kun som vores næststørste ørn. Også globalt angives Havørnen ud fra vingefanget, som verdens største ørn.

Men det er en betegnelse med en væsentlig modifikation, idet der her udelukkende vægtes efter vingefanget. Angives størrelsen efter vægt, er Kongeørnen langt den største med en kropsvægt for hunner på op til 6,7 kg. Vægten for en stor hun hos de danske Havørnen er ”kun” på op til 4,7 kg – altså en betydelig mindre ”kampvægt”.

Hvad man så syntes, er størst, er jo en smagssag – vingefang eller vægt/kropsmasse ! Men en havørn skygger nu godt for solen 🙂 

Kongeørnen er på trods af, at de hører til iblandt de store ørne, ikke blandt de aller største, for Stellers havørn (hun) som både er verdens tungeste ørn, kan opnå en vægt på 9,5 kg, og Hapy Ørnen (hun) en vægt på op til 7,5 kg. Kongeørnen er vægtmæssigt verdens femte-største rovfugl.

Haast's Eagle (Harpagornis moorei)

Er dog verdens størst kendte ørn som nogensinde har levet.

Den har lignet et fiktivt uhyre, med en gigantisk vægt på omkring hele 17,8 kg. og et vingefang med en samlet længde på 3 meter, hvilket gjorde den til det mest glubske top-rovdyr (apex-predator) på flere af New Zealands sydlige øer.

Det menes, at Haasts ørnene blev jaget til udryddelse af de tidlige menneskelige bosættere i New Zealand i 1400-tallet. Læs mere om denne kæmpe HER.

Underarter

Nyere undersøgelser af Kongeørnene-gruppen er gået så langt som at foreslå, at kun to underarter anerkendes baseret på genetiske markører. Men det er ikke endeligt accepteret af de organisationer, der fører de glædende fuglelister.

Der anerkendes i dag seks underarter af kongeørne, der adskiller sig lidt i størrelse og fjerdragt. Mere om underarter kan ses HER.

Kongeørnen er mørkebrune med en lysere gyldenbrun fjerdragt på nakken, der i mindre grad er afvigende de enkelte arter imellem. Ikke kønsmodne Kongeørne har typisk hvidt på halen og ofte hvide aftegninger på vingerne (kan ses HER). 

kongeørn
kongeørn
kongeørn
kongeørn
golden eagle

Kongeørnen i Danmark

I Danmark er Kongeørnen den næststørste rovfugl, kun en anelse mindre end havørnen. Men kongeørnen flyver mere elegant, og kan af den grund virke mindre “ørneagtig”. Fjerdragten er overvejende mørkebrun. De voksne fugle har et gyldent hoved, og ungfuglene er let genkendelige på hvid hale med mørkt endebånd samt et hvidt trekantet felt i vingen. Hvilket kan ses længere nede på siden.

I 1999 ynglede Kongeørnen første gang (i nyere tid) i Lille Vildmose, hvor de har ynglet hvert år siden, og fået mange kuld på vingerne. I 2003 dukkede der endnu et par op i den nærliggende Høstemark Skov. I 2008 var der udover de to par også et ynglepar ved Mariager Fjord.

Hos DOF kan man læse, at den danske bestand af Kongeørne tilsyneladende ikke kan komme over 4-5 ynglepar, og at successen med æg og unger har været dalende de senere år. I alt er der dog kommet 48 unger på vingerne fra danske reder i perioden fra 1998 – 2020.

Ud over de faste ynglepar, der bliver i territoriet året rundt, optræder kongeørnen i Danmark som en sjælden vintergæst med få fugle per år. Den primære lokalitet har gerne været Tystrup-Bavelse søerne. Her ud over ses den som en sjælden.

kongeørn
kongeørn
kongeørn

Falkejagt

Golden Eagles kan trænes til falkejagt . I Kasakhstan, Kirgisistan, det vestlige Mongoliet og Kina bruges “guldørne” stadig til at jage ræve og ulve af kasakhiske og kirgisiske nomader; fuglen er lokalt kendt som burkut eller berkut. Ræve dræbes direkte af ørnene, men på grund af deres størrelse og styrke bliver ulvene normalt holdt nede, mens falkonereren selv afslutter drabet.

kongeørn
kongeørn
golden eagle
Vokalisering

Mens mange medlemmer af rovfuglefamilien ikke er kendt for deres stærke stemmer, har kongeørne en særlig tendens til stilhed, selv mens de yngler. Når det er sagt, er der blevet registreret en vis vokalisering, normalt konsentreret omkring redeperioden. Kongeørnens stemme betragtes som svag, høj og skinger, er blevet kaldt “ganske patetisk” og “hvalpelignende”, og virker uforenelig med artens formidable størrelse og natur. De fleste kendte vokaliseringer ser ud til at fungere som kontaktkald mellem ørne, nogle gange voksne til deres afkom, lejlighedsvis territoriale fugle til ubudne gæster og sjældent mellem et ynglepar.

kongeørn
kongeørn
Kongeørnens jagtteknikker og jagtmetoder

Kongeørne er opportunister, og stort set har ethvert dyr af en rimelig størrelse har dens interesse.

Den er på dansk navnegivet efter sin legendariske styrke og hurtighed med navnet – Kongeørn (ørnenes konge).

Ingen andre fugle har styrke til at tage så store byttedyr som kongeørnen. Normalt lever den af små pattedyr som harer, kaniner og ræve – som ingen chance har over for en kongeørn.

Men den ses også at give sig i kast med hjorte og mindre ulvetyper.

I hastighed er kongeørnen en af de absolut hurtigste fugle, og med en horisontal hastighed på op til 129 km i timen, er der ingen landlevende dyr, som kan undslippe den i hastighed. Kongeørnens speed slås i fugleverdenen kun af vandrefalken, som regnes for, at være den hurtigste fugl overhovedet.

Også i dyk er Kongeørnen ekstremt hurtige, og det angives, at den kan dykke mod sit bytte med hastigheder på op til 322 km i timen, en hastighed der også kun overgås af Vandrefalken.

Når den horisontale hastighed indregnes, regnes Kongeørnen dog ”kun” for at være verdens tredje hurtigste fugl, nu slået af 2 falkearter;

Vandrefalken med en horisontal hastighed på 110 km/t og et dyk på 389 km/t, og Slagfalken med en horisontal hastighed på 150 km/t og et dyk på 320 km/t.

Ingen andre fuglearter angives til at bare ligge i nærheden af disse tre arter i max hastighed.

Fastlægning af fuglenes hurtighed gøres ud fra to parametre – horisontalflyvning og dyk.

To andre falkearter angives at have en horisontal flyvning på over 129 km/t. Men de kommer ikke i nærheden af tilsvarende max speed.

Ud over dens helt overraskende hurtighed, er den utrolig smidig, og forsynet med særdeles kraftfulde fødder (gribere), hvis kraft angives til at udøve cirka 200 kg pr. kvardrat-tomme, hvilket svarer til et tryk, der er 15 gange stærkere end en menneskehånd. Griberne er forsynet med nogle særdeles store skarpe kløer, der med lethed fastholder en række byttedyr, hovedsageligt harer, kaniner og lignende.

Men de spiser også ådsler, krybdyr, fugle, fisk og mindre mad såsom store insekter. De har endda været kendt for at angribe fuldvoksne hjorte. I 2013 blev en kongeørn fanget på et vildtkamera i Rusland, hvor den angreb en sikahjort. I Mongoliet bruges de også til at jage ulve – Kongeørnen er en sand MESTER. 

HER kan ses en flot video om hvor kraftfuld en Kongeørn vitterlig er.

Kongeørnen er en af de mest magtfulde rovdyr i den aviære verden. Den jager normalt i dagtimerne, men er registreret på jagt fra en time før solopgang til en time efter solnedgang i ynglesæsonen i det sydvestlige Idaho.

I det sydvestlige Idaho er jagt-succesraten for kongeørne blev beregnet og viste, at ud af 115 jagtforsøg lykkedes det i 20 % af tilfældene at nedlægge et bytte. 

En fuldt udvokset kongeørn kræver omkring 230 til 250 g føde om dagen. 

For de fleste ørne er tilværelsen cyklusser af fest og hungersnød, og ørne har været kendt for at gå uden mad i op til en uge.

Fødeanalyser viser desuden, at andre rovfuglearter som for eksempel musvågen bliver ædt eller jaget på porten, når de befinder sig i kongeørnens nærområde. Kongeørne tolererer ikke konkurrence på deres jagtmarker.

 

kongeørn
kongeørn
golden eagle
kongeørn

Hovedjagtteknikker

Arten er kendt for at bruge mindst syv hovedjagtteknikker, med mange individuelle variationer, og evnen hos de fleste voksne ørne til hurtigt (og nogle gange smart), at variere metoderne afhængigt af de værende omstændigheder. 

Den kan ofte svæve meget højt på himlen og så pludselig slå ned med stor fart, når den i kraft af sit eminente syn får øje på et bytte på jorden.

En af de syv jagtteknikker er en angrebsform som betegnes “højt svæv med glideangreb”. Her svæver kongeørnen mindst 50 m over jorden, og overvåger et bytteobjekt. Når angrebet så indledes, lukker ørnen delvist sine vinger, og går ind i et langt, lavvinklet glid, som kan bære den over afstande på 1 km med stigende hastigheden, efterhånden som vingerne lukker mere sammen.

 Lige før sammenstødet åbnes vingerne, halen viftes og fødderne skubbes frem for at gribe byttet, hvilket skaber en buldrende lyd, forårsaget af vingerne, der pisker mod vinden, i øjeblikket lige før anslaget, er lyden som et lille tordenklap. Den voldsomme lyd er med til at skræmme og måske til dels kortvarigt at paralysere byttet.

Denne teknik bruges til solitære eller vidt spredte byttedyr såsom harer eller ryper fundet i på åbne arealer. 

Den kan også i stil som en kærhøg afsøge terrænet, hvorefter den på svirrende vinger med blikket låst fast på et bytte på jorden og sluttelig med et voldsomt dyk slår til. Det er set, at mager i et par jager sammen på denne måde.

Endelig kan kongeørnen benytte sig af standjagt, hvor den ligesom en musvåge sidder på et højdepunkt, hvorfra den får øje på sit bytte og i en hurtig glideflugt er over det.

Jagtmetoden for store byttedyr er “lavflyvning med vedvarende greb”, som især anvendes til jagt på hovdyr. Her flyver kongeørnen hen over en flok, som igen ofte klemmer sig sammen eller bryder i løb. Ørnen udvælger derefter sit bytte (typisk unge dyr, dog nogle gange svagelige eller usædvanligt sunde voksne dyr) og lander på byttets ryg eller nakke, hvor den med et kraftfuldt greb griber fast.

Her er det vigtigt, at de kraftige kløer gennembore vitale organer eller forårsage chok via et knusende greb til knogler og brusk. I modsat fald kan kampen blive langvarig, og koste mange kræfter, hvilket øger ricikoen for at ørnen selv får skader, før byttet er dræbt. Ørnen ”rider” typisk sit bytte i flere minutter med udstrakte og flagrende vinger for at opretholde balancen, indtil byttet kollapser, enten som følge af udmattelse, chok eller indre skader. 

Endnu en jagtmetode er “gå og grib-angrebet”, hvor ørnen går på jorden og forsøger at trække sit bytte ud af dækning. Denne metode bruges til at trække kaniner ud af vegetation, men bliver også brugt til at gribe unger af store byttedyr (dvs. hjorte, får og grævlinger) for at trække dem ud under moderens ben. 

Tandemjagt kan udføres regelmæssigt, især mod større byttedyr. Efter sigende flyver han-kongeørnen, når der jages i par, foran hunnen i en højere højde og indleder normalt angrebet. 

Ynglende par er blevet registreret samarbejdende på kaninjagt, hvor individerne ligger forskellige højder over jorden. Den første forfølger afleder oppefra byttets opmærksomhed, mens den anden flyver lavt og usynligt ind for at dræbe.

Som for andre ørne der benytter sig af ”tandenjagt” er det konstateret, at udbyttet er mindre, end når den enkelte ørn jager. Men samarbejdet skønnes værende vigtigt for parrets sammenhold.

Generelt er fødens bredde større i Eurasien end i Nordamerika, hvor ørne ofte kun behøver at jage to eller tre arter gennem hele redecyklussen. 

I yngletiden er det primært hannen, der jager, mens hunnen modtager byttet nær reden, hvor hun plukker og parterer det, inden ungen eller ungerne får føden serveret.

Kongeørne opretholder et fast territorier, der kan være så store som 200 km i længderetningen.

De er monogame og kan forblive sammen med deres partner i flere år eller muligvis for livet. Kongeørne yngler på høje steder, som klipper eller træer. De bygger enorme reder, som de kan vende tilbage til i flere yngleår. 

Hunnerne lægger fra et til fire æg, og begge forældre ruger på  dem i 40 til 45 dage. Typisk overlever kun en eller to unger som er flyvefærdige ved tre måneders alderen.

golden eagle
kongeørn
Kongeørn
kongeørn

Størrelse

Kongeørnen hører (som tidligere nævnt) med en længde på mellem 66 og 102 centimeter til de store rovfugl. Dens vinger er slanke og brede, og vingefanget er 1,8 til 2,34 meter. Kongeørnens vingefang er det femtestørste blandt nulevende ørnearter, og den er den næsttungste ynglende ørn i Nordamerika, Europa og Afrika og den fjerde tungeste i Asien

Hunnerne er større end hannerne, med en tiltagende størrelsesforskel hos de største underarter. Fx er hunnerne af den store Himalaya-kongeørne er omkring 37 % tungere end hannerne og har næsten 9 % længere vinger, hvorimod hunnerne hos de mindre japanske kongeørne kun er 26 % tungere med omkring 6 % længere vinger.

Hos den største underart  Aqulia. c. daphanea (Asiatisk kongeørn), vejer hanner typisk 4,05 kg. og hunner 6,35 kg. 

Hos de mindste underarter, Aqulia c. japonica (japansk kongeørn) , vejer hanner typisk 2,5 kg og hunner 3,25 kg. 

Kongeørnen er den næsttungeste ynglende ørn i Nordamerika, Europa og Afrika og den fjerde tungeste i Asien.

kongeørnen

Den unge kongeørn

Den unge kongeørn er ganske flot med sine mange hvide områder i den mørk-gyldne fjerdragt. 

Den unge kongeørne har trekantede hvide felter i vingerne og på afstand virker dragten næsten sort-hvid, men den er mørk chokoladebrun og har en karakteristisk hvid hale med et bredt mørkt bånd.

Udtrykket unge refererer til en ørn (eller en hvilken som helst fugl) i sin første fjerdragt, eller den fjerdragt ørne forlader reden med. Den unge fjerdragt bæres i mindre end et år, før ørneungen begynder at erstatte den med den første af flere umodne eller subadult fjerdragter.

En subadult ørn, er en fugl ældre end et år, der ikke længere bærer en ung fjerdragt.

Det tager fire og et halvt til fem år at erhverve voksen fjerdragt. Kongeørnen gennemgår relativt ens fjerdragter, inden den når frem til den voksne fjerdragt.

ung-kongeørn
Selv om man efterhånden har er ved at være lige så stor som mor, tikkes der for et måltid. Men det var tydeligt, at der vankede ikke mere.
golden eagle
kongeørn
Ung kongeoern 7 kongeørn
Ung kongeoern 6 kongeørn
Ung kongeoern 8 kongeørn
Ung kongeoern 4 kongeørn
Kongeørnen / Golden Eagle – placering i taxonomien
Slægtforhold; Orden, Familie Slægter og underarter

Accipitriformes er en af 41 samlende orden inden for fuglene, og samler hovedparten af alle rovfugle. Tidligere var alle dagaktive rovfugle samlet i en enkelt orden. Men sammenligninger af fuglenes DNA har betydet, at falke (inklusiv caracaraer) nu er placeret alene i den tidligere fælles orden Falconiformes, og resten af rovfuglene som nu menes forholdsvis fjernt beslægtet med falkene, er placeres i deres egen orden ”Accipitridae. Gruppen rovfugle omfattes således i dag af to ordener:

Accipitriformes: Alle rovfugle på nær falke og caracaraer
Falconiformes: falke og caracaraer

Fælles træk

Fælles for arterne i Accipitriformes ordenen er store fremadrettede øjne og lange, spidse krumme kløer, der effektivt kan gribe byttet. Næbbet er kraftigt og krumt, og vingerne lange.

Størrelsesmæssigt er der meget stor variation både imellem arterne og de enkelte underarter. Den afrikanske spurvehøg (Accipiter minullus) kan veje ned til 68 gram med et vingefang på 39 cm, mens munkegribben (Aegypius monachus) kan veje op til 14 kg med et vingefang på over 3 meter. Hunnen er hos en del arter større end hannen. Hos duehøgen kan hunnen veje op til det dobbelte af hannen. 

Kongeørnen som siden her omhandler, er placeret i Ordenen ”Accipitriformes” som samlet omfatter 266 arter, som er opdelt i 4 familier af dagaktive rovfugle:

  • Sagittaridae – Sekretærfugle.  Udgøres af en enkelt slægt med kun en art.
  • Pandionidae – Fiskeørne. Indeholder 1 slægt og 2 arter
  • Accipitridae – Høge, Ørne, Gribbe og Glenter. Indeholder 69 slægter og 256 arter 
  • Cathartidae  –  Vestgribbe

Ørne er ikke en naturlig gruppe, men betegner væsentlige enhver rovfugl stor nok til at jage forholdsvis store bytte af hvirveldyr (generelt ca. 50 cm lang eller mere).

Oversigt over Rovfugle-ordenen Accipitriformes

Orden: Accipitriformes: Alle rovfugle minus falke og caracaraer. Én af tre familier i ordenen.
Familie:  Accipitridae 13 underfamilier hvor Aqulinae (nedenfor) er den ene.
Underfamilie: Aquilinae 10 slægter hvor Aqulia (nedenfor) er den ene.
Slægt: Aquila – 13 arter hvor kongeørnen (Aqulia chrysaetos) er den ene.
Art: 
Aqulia chrysaetos som indeholder 6 underarter

Høgefamilien (Accipitridae)

Høgefamilien er en af de fire familier i rovfugle-ordenen Accipitriformes. Den er en stor familie med omkring 250 arter fordelt på 64 slægter, samlet i 13 underfamilier, hvor Aquilinae slægten (med kongeørnen) er den ene.

Familien er stor og omfatter ørne, glenter, våger, høge og den gamle verdens gribbe – Vestgribbene. Familien giver således samling til et meget broget antal af meget forskelligt udseende fugle, hvis ligheder dog også kun findes i, at de er dagjagende og opfylder den vedtagne definition på en rovfugl.

Familie, underfamilie, slægt og art

Familie Accipitridae, 13 underfamilier hvor Aqulinae (nedenfor) er den ene.

Underfamilie Aqulinae, udgøres af 10 slægter hvor Aqulia (nedenfor) er den ene.

Slægt Aqulia, udgøres af 11 arter, hvor hvor kongeørnen (Aqulia chrysaetos) er den ene.

Art Aqulia chrysaetos (kongeørn), som indeholder 6 underarter (se boks længere nede)

Klassifikations systemets opbygning

Orden:

Familie:

      Underfamilie:

Slægt:

Art:

      Underart:

Familien Accipitridae – de 13 underfamilier

Klik på familienavnet for at se mere om den enkelte familien

Underfamilien Aquilinae

Familien Aquilinae udgøres af 10 slægter hvor Aqulia (med Kongeørnen) er den ene

Aquilinae er en underfamilie af ørne i familien accipitridae, som huser 10 slægter hvor Aqulia (med Kongeørnen) er den ene, er en underfamilie af ørne i familien Accipitridae. 

Denne underfamilien er kendt som ”støvleørnene” (booted eagles). Dette på trods af at det også er navnet på et medlem af underfamilien. Men termen anvendes fordi de fleste medlemmer af slægten i modsætning til andre slægter i familien, har befjerede ben.

På et tidspunkt blev hele denne underfamilie betragtet som tilhørende familien Buteoninae (musvåger eller buteonine høge) utvivlsomt baseret på nogle fælles morfologiske karakteristika arterne imellem. 

Imidlertid har nyere forskning baseret på fuglenes DNA vist, at det er en selvstændig gruppe, der sandsynligvis har haft millioner af års adskillelse fra andre eksisterende former af gruppens arter. Disse undersøgelser har flere gange medført betydelige rokader i bl.a. Aqulinae slægten.

De 10 underfamilier i Aquilinae familien
  • Stephanoaetus – Kronørn
  • NisaetusHøgeørne
  • Lophotriorchis – Rødbuget høgeørn
  • Polemaetus – Kampørn
  • Spizaetus  – Typiske Høgeørne fra tropiske del af Amerika
  • Ictinaetus – Indisk Sortørn
  • Lophaetus – Topørn
  • Clanga – Skrigeørne
  • Aquila – Kongeørn* se efterfølgende tekst
  • Hieraaetus  – Australsk dværgørn

Klik på underfamiliens navn for at se mere om den enkelte underfamilie

Aquila slægten

Slægten indeholder 11 forskellige arter, og vi er nu helt nede i den gruppe, hvor Kongeørnen (Aquila chrysaetos ) er den ene art.
*Slægten Hieraetus er en slægt af 5 dværgarter
  • Booted EagleDværgørn (Hieraaetus pennatus)
  • Wahlberg´s Eagle – Savanneørn (Hieraaetus wahlbergi)
  • Little Eagle – Australsk dværgørn (Hieraaetus morphnoides)
  • Pygmy Eagle – Pygmæ ørn (Hieraaetus weiskei)
  • Ayes`s Hawk-eagle – Brun høgeørn (Hieraaetus ayresii)
**Slægten Clanga, 3 skrigeørne
  • Great spotted eagle – Stor skrigeørn (Clanga clanga)
  • Lesser spotted eagle – Lille skrigeørn (Clanga pomarina)
  • Indian spotted eagle – Indisk skrigeørn (Clanga hastata)

AQUILA - slægten med de typiske ørne

Aquila er slægten som betegnes de ”egentlige eller de typiske ørne”, er ofte henført til at have et tæt slægtskab til buteos (våger), havørne og andre mere tunge Accipitridae arter. Men på det seneste ser slægten ud til at være mindre adskilte fra de mere slanke rovfugle fra høgefamilien accipitrinae end tidligere antaget. Et forhold som måske er noget af forklaringen på kongeørnens særlig smidig- og hurtighed.

Slægten er sammensat af mellemstore til meget store arter, og udgør en meget sammenbragt og forskelligartet gruppe af “typiske” ørne, som varierer i masse fra den nyligt anerkendte pygmæ ørn (Hieraaetus weiskei ) fra Papua Ny Guinea, som vejer ca. 500 g til kampørn (Polemaetus bellicosus)  og kongeørn (Aquila chrysaetos), som vejer henholdsvis omkring 6,2 og 6,7 kg.

Aquila slægten blev introduceret af den franske zoolog Mathurin Jacques Brisson i 1760 med Kongeørnen navngivet ”Aquila chrysaetos” som basis-arten – det nominelle artsnavn som danner navn på en slægt eller underslægt.

Mellem 2005 og 2014 overførte British Ornithologists’ Union både Bonelli’s høgeørn og Skrigeørn til Aquila slægten. I perioden 2001 til 2009 fusionerede også Clements’ Tjekliste alle Hieraaetus (dværgørn) arter ind i Aquila gruppen. Men senere er der igen blevet ændret i slægtens sammensætningen, således, at den nuværende beslutning er, at holde Hieraaetus (dværgørne) som en særskilt slægt sammen med Wahlberg´s ørn (se kasse Hieraetus*).

Også de tre arter af Skrigeørn (Spotted Eagle) blev tildelt deres egen slægt ” Clanga**”. Bonelli´s Eagle (høgeørn) og den Afrikanske høgeørn blev flyttet til Aquila slægten, hvor de findes i dag (se kasse med Aquila arterne).

Aquila slægten indbefattede også slægterne Topørnen ”Lophaetus” (Long-chrested eagle) og Sortørn ”Ictinaetus”. Men de nyere DNA undersøgelser har også flyttet dem, og tildelt dem hver sin egen slægt.

Der er således blevet rydtet godt og grundigt op i Aqulia slægten, som tidligere består af 17 arter, mod i dag 11 arter.

Ørne er ikke en naturlig gruppe, men betegner væsentlige enhver rovfugl stor nok til at jage forholdsvis store bytte af hvirveldyr (generelt ca. 50 cm lang eller mere) .

Arten Aquila chrysaetos (Kongeørn)

Aquila chrysaetos (kongeørnen) blev først beskrevet af Botanikeren Carl von Linné* i hans taksonomiske system ”Systema Natura” fra 1758 som ”Falco chrysaetos”, og lokaliteten blev kun angivet som ”Europa”, men lokaliteten blev senere fastslået som ”Sverige”.

Den blev navnegivet efter sin lys-gul-brune farve af hoved og hals. Aquila fra latin for ”ørn”; chryaetos fra græsk for ”gylden ørn”.

*Carl Linnaeus er berømt for sit arbejde inden for taksonomi: videnskaben om at identificere, navngive og klassificere organismer (planter, dyr, bakterier, svampe og mere).

Han var en svensk botaniker, zoolog, taksonom og læge, som på et tidspunkt blev tildelt en adelstitel; Carl von Linné.

I dag findes Kongeørnen i 6 anerkendte underarter af kongeør, der adskiller sig lidt i størrelse og fjerdragt. Forskellene mellem underarterne kan variere både jævnt eller i store forskelle i deres træk fra et geografisk område til et andet, især i forhold til kropsstørrelse. 

Men bortset fra få egenskaber er der ikke stor variation på tværs af arterne.

Nyere undersøgelser er dog gået så langt som at foreslå, at kun to af de seks underarter bør anerkendes baseret ud fra genetiske markører: Aquila chrysaetos chrysaetos / Europæisk Kongeørn (inklusive A. c. homeyeri) og A. c. canadensis (underart som findes i Alaske, Canada, vestlige USA og det westlige Mexiko – herunder de tre underarter ; A. c. japonica , A. c. daphanea og A. c. kamtschatica).

Kongeørnen i dag

I dag findes Kongeørnen i 6 anerkendte underarter, der adskiller sig lidt i størrelse og fjerdragt. Forskellene mellem underarterne kan variere både jævnt eller i store forskelle i deres træk fra et geografisk område til et andet, især i forhold til kropsstørrelse. 

Men bortset fra få egenskaber er der ikke stor variation på tværs af arterne.

Nyere undersøgelser er dog gået så langt som at foreslå, at kun to af de seks underarter bør anerkendes baseret ud fra genetiske markører: Aquila chrysaetos chrysaetos / Europæisk Kongeørn (inklusive A. c. homeyeri) og A. c. canadensis (underart som findes i Alaske, Canada, vestlige USA og det westlige Mexiko – herunder de tre underarter ; A. c. japonica , A. c. daphanea og A. c. kamtschatica). Men der er ikke enighed om dette.

Arternes udbredelses område

Kongeoern udbredelsesomraade kongeørn

Kongeørnens udbredelsesområde gældende for alle seks underarter. Hentet fra Cabi org.

Kongeørnen (A. chrysaetos) er, som det kan ses på kortet her over, vidt udbredt. Den har tilpasset sig til næsten alle levesteder på den nordlige halvkugle, lige fra åbne tundraer og græsarealer til ørken, til middelhøje og alpine bjergsystemer og endda til tætte skovområder (løvtræer og nåletræer) – selv om tæt skov normalt ikke er dens naturlige leve- eller jagtsted på grund af dens størrelse og vingefang, som ikke er velegnet til jagt i tæt skov. Den kan således findes overalt, undtagen hvor mennesker dramatisk har ændret landskaberne.

Lidt om de 6 underarter
og deres udbredelsesområder
Europæiske kongeørn (Aquila chrysaetos chrysaetos)

Europæiske kongeørn (Aquila chrysaetos chrysaetos) er den nominelle underart i Aquila chrysaetos familien, og  betegnes derfor Aquila chrysaetos chrysaetos – altså med to artsnavne. Hvilket altid er ensbetydende med, at det er den først registrerede art, hvor flere anerkendte underarter er listet.

Denne underart findes næsten overalt i Europa, inklusive de britiske øer (hovedsageligt i Skotland hvor Isle of Mull er et sandt mekka for arten), størstedelen af Skandinavien, det sydlige og nordligste Frankrig, Italien og Østrig. I Østeuropa findes den fra Estland til Rumænien, Grækenland, Serbien og Bulgarien i det sydøstlige Europa. Den er også tilstede i den europæiske del af Rusland og når angiveligt sin østlige grænse omkring Yenisei-floden i Rusland. Udbredelsen strækker sig også mod syd på en lignende længdegrad ind i det vestlige Kasakhstan og det nordlige Iran.

Den Europæisk Kongeørn er en mellemstor underart og den lyseste. I modsætning til kongeørne fundet længere mod øst i Eurasien, har de voksne fugle af denne underart en tawny gylden-brun på oversiden. Nakkefjerene har ofte en skinnende gylden farve, og er så fine i strukturen, så de kan være vanskelige at se andet end som sammenhængende bundter. Disse fjer er usædvanlig lange.

Iberiske kongeørn (Aquila chrysaetos homeyeri)

Denne underart forekommer på næsten hele den iberiske halvø såvel som på Kreta. Den findes ikke i resten af ​​det kontinentale Europa. 

Den er lidt mindre og har en mørkere fjerfarve end den nominelle underart (europæiske kongeørn), men den er dog ikke så mørk som de kongeørne, der findes længere mod øst. Pande og krone er mørkebrune, med nakke-fjer som er let rust farvede.

Asiatiske kongeørn (Aquila chrysaetos daphanea)

Denne underart er udbredt i det centrale Kasakhstan, det østlige Iran og det østligste Kaukasus , fordelt til Manchuriet og det centrale Kina og langs Himalaya fra det nordlige Pakistan til Bhutan. Underarten er familiens gennemsnitlige største underart.

På grund af dens nærmest ”sortlige” ryg, er den generelt den næst mørkeste underart. Pande og krone er mørke, med en sortlig kasket nær enden af ​​kronen. Fjerene i nakken og den øverste hals har en fyldig brunrøde farve.

Japanske kongeørn (Aquila chrysaetos japonica)

Denne underart er udbredt i det nordlige Japan (øerne Honshu, Hokkaido og ind imellem i Kyushu) og ikke fastlagte dele af Korea.

Den er den mørkeste af alle underarterne, hvor selv voksne har en skifer-grålig sort ryg. Denne underart har lyse rødbrune nakkefjer, der er ret løse og lange. Voksne japanske kongeørne beholder ofte omfattende hvide pletter på halen, en egenskab der ellers har tendens til mere at være typiske for unge ørne hos andre underarter.

Nord Amerikanske kongeørn (Aquila chrysaetos canadensis)

Det Nordlige Amerika som også omfatter størstedelen af Alaska, det vestlige Canada, det vestlige USA og Mexico omfatter hele underartens udbredelse.

Den er underarten med det største yngleområde, og formodes at være den talrigeste underart. Den er en af Nordamerikas største ørne, og regnes for, at være den hurtigste og smarteste. Her er der mange beretninger om, at den er set angribe store pattedyr eller kæmpe mod prærieulve eller bjørne i forsvar af bytte eller unger. ”The Gloden Eagle” har i Nord Amerika altid været omtalt med ærbødighed og ærefrygt samt som en stor inspirations kilde for landets indbyggere.

Den er sortlig til mørkebrun på ryggen. De lange fjer i nakken og øverste del af halsen er rustrøde og lidt smallere og mørkere end hos den nominelle underarter.

Sibiriske kongeørn (Aquila chrysaetos kamtschatica).

Denne underart er udbredt fra det vestlige Sibirien (hvor overlapning med Eurupæisk kongeørn er mulig), på tværs af det meste af Rusland, inklusive Altay, til Kamchatka-halvøen og Anadyrsky-distriktet.

Farven på disse ørne er næsten nøjagtig den samme som i Europæisk kongeørn. Den største forskel er, at den er meget og næsten er lig med Asiatiske kongeørn, hvis man ser på vingelængden. 

Navnesystematikken

Forstå det sammensatte navns betydning

Hvordan angives og forstås fuglenes navne. Nogle fugle angives ved to navne andre ved brug af tre ?

I biologisk klassificering refererer udtrykket underart til en af to eller flere populationer af en art, der lever i forskellige områder af artens udbredelse, og som på en eller flere måder varierer fra hinanden. En art anerkendes enten som at have ingen underarter overhovedet eller mindst to.

Arten er systematikkens basale enhed, den der specifikt skal navnegives, så den enkelte art ikke kan forveksles med andre. I teksten her er navnet ”kongeørn = chrysatos” (den latinske betegnelse), specifikt, og kan ikke forveksles med et andet fuglenavn. Dette navn staves altid på korrekt vis med et lille bogstav.

Her ud over skal arten knyttes til en ”slægt”, som altid staves med stort – i dette tilfælde ”Aquila”

Det videnskabelige navn hos en slægt som består af en enkelt fugleart, betegnes således ved to navne  – og for kongeørnen ”Aquila chrysaetos” = slægt og art. 

Men, hvis der findes og anerkendes yderligere en art af kongeørnen, og der så findes to arter (eller flere) i samme art-gruppe, må endnu et tredje navn tilføjes. Herefter har alle arter i slægten tre navne. Den først anerkendte art af kongeørn som har det videnskabelige navn ”Aquila chrysaetos”, skal så tilføjes et tredje navn.

Tre navn er således permanent for alle arter i Kongeørn art-gruppen.  Gruppes første art Kongeørnen ”Aquila chrysaetos”, betegnes så Aquila chrysaetos chrysaetos, for det er det tredje navn, som fastslår, at det lige netop er den Europæiske Kongeørn (chrysaetos) der er tale om. Den næste art i slægten betegnes Aquila chrysaetos japonica, hvilket fastslår, at det er den Japanske variant af Kongeørn (japonica) der er tale om = slægtnavn, artsnavn og den specifikke underart ”japonica eller chysaetos.

En tredje underart i slægten kan så hedde ” Aquila chrysaetos homeyeri” det tredje navn ændres, så det angives, at det er den Iberiske variant af kongeørn, og således efterfølgende. Alle arter i gruppen kommer til at hedde ” Aquila chrysaetos” med et efterfølgende specifik underarts navn.

Disse tre arter er så underarter i art-gruppen ”Aquila chrysaetos” (se boksen – Slægten Aqulia).

Arten Aquila chrysaetos (kongeørn):

Aquila chrysaetos: angiver at det er den art-specifikke kongeørn gruppe, som udgøres af ”her” tre anerkendte underarter.

Aquila chrysaetos chrysaetos – Europæisk Kongeørn (typearten* / den nominelle art)
Aquila
chrysaetos japonica – Japansk Kongeørn
Aquila chrysaetos
homeyeri – Ibirisk Kongeørn

Der findes i alt 6 underarter af kongeørnen som nævne i teksten ovenfor eller se kassen her under. Kassen her er kun et eksempel til orientering om tildeling af artsnavne.

*Typearten” repræsenterer referencearten (eller den nominelle art) og danner dermed “definitionen” for et bestemt slægtsnavn.

For kongeørnen er typearten “Aquila chrysaetos” (Europæisk kongeørn), som således er reference arten, som gerne vises øverst i gruppen.

Den nominelle art, er den navnebærende variant af en slægt eller underslægt. 

Typearten knytter permanent et formelt navn (det generiske navn) til en slægt (eller en art i en slægt med flere arter), ved kun at angive én art inden for den pågældende slægt, som slægtsnavnet er permanent knyttet til (dvs. slægten skal omfatte den art, hvis den skal bære navnet). Det er altid den først anerkendte og beskrevne art.

Taxonomi - Fuld videnskabelig klassifikation (2018)

Kongerige: Animalia
Klasse: Aves — fugle
Orden: Accipitriformes — rovfugle
Familie: Accipitridae – ørne, høge, glenter
Slægt: Aquila (Brisson, 1760) – kongeørne
Art: Aquila chrysaetos — Kongeørn

Underarter: A. c. canadensis  – kun underart i Nordamerika
Underarter: A. c. chrysaetos  — Europa og Asien
Underarter:  A. c. kamtschatica  – Nordøstasien (en mulig underart)
Underarter: A. c. homeyeri  – Den Iberiske Halvø, Nordafrika, øer i Middelhavet, visse områder i Mellemøsten
Underarter: A. c. daphanea  – Iran til det centrale Kina
Underarter: A. c. japonica  – Korea og Japan

Se en 7 min video omhandlende Kongeørnens jagtmetoder og dens utrolige hurtighed

 PÅ videoen her nedlægger kongeørnen voksne ulve

Kongeørnen nationalfugl og symbol

Kongeørnen er nationalfuglen af ​​fire nationer, Tyskland og Østrig i forlængelse af Det Hellige Romerske Rige, og Mexico og Kasakhstan. Ørnen er meget forbundet med Saladin Golden Eagle, der i øjeblikket bruges som våbenskjold for Egypten, Irak og Palæstina, den blev også tidligere brugt af Libyen og Yemen.

kongeørnen var model for aquila , standarden for de romerske legioner. Den er med i de nationale våbenskjolde i Tyskland, Østrig, Egypten, Mexico, Rumænien og mange andre lande

Religion

Ørnen er en hellig fugl i nogle kulturer, og ørnens fjer er centrale for mange religiøse og spirituelle skikke, især blandt nogle indfødte amerikanere i USA og First Nations i Canada, såvel som blandt mange af folkene i Meso- Amerika. Nogle indianske folk ærer ørne som hellige og fjerene og andre dele af Bald og Golden Eagles. Fjer er ofte båret på indianske hovedbeklædning og er blevet sammenlignet med Bibelen og kristendommens krucifiks. Ørnefjer bruges ofte i forskellige indfødte ceremonier og bruges til at ære bemærkelsesværdige præstationer og kvaliteter såsom enestående ledelse og tapperhed.

Kongeørn

Anbefalede fuglesider

The difference we make:

British Trust for Ornitlogy  – BTO

Birds of the World:

The Cornell Lab og Ornitology – Cornell

Why Birds Matter, and Are Worth Protecting:

National Geographic – MAGAZINE

Birds Are Vanishing From Nort America:

Antallet af fugle i De Forenede Stater og Canada er faldet med 3 milliarder eller 29 procent i løbet af det sidste halve århundrede. Læs om det HER

Pandion:

En super fugleside fra Dansk Orentoligisk Forening . Se den HER