91 / 100

Markrofotografering - detaljernes verden

guldsmede
Nikon D500+105 mm+TC14, F10 brændevidde 135 mm

Hvad er makrofotografering egentlig ?

Makrofotografering åbner døren for en hel anden verden af motiver, end den vi er vant til. Man kommer helt tæt på naturens ofte mest fascinerende dele og oplevelser. Med det rigtige udstyr kommer man utrolig tæt på motivet – og arbejder med ekstrem små dybdeskarphede, der giver syn for unikke detaljer.

Den klassiske definition på et makrobillede er en forstørrelse, der er så stor, at motivet kan gengives i fuld størrelse på kameraets billedsensor. Men ofte vil vi godt endnu tættere på som fx 2x forstørrelse eller større, hvilket absolut også er muligt med flere af de lækre makro-objektiver der laves i dag.   Nogle få af dem kan ses sidst i denne tekst.                                                                    

Makrofotografering betyder således, at man fotograferer små motiver, og anbringer objektivet tæt på motivet for at få et nærbillede eller et ekstremt nærbillede.

Lad mig her fra starten sige – jeg er absolut ikke makro-specialist. Denne tekst er i udarbejdet ud fra noget kendskab og erfaring om emnet, og megen information fra nettets sider.

Teksten har fra starten skulle danne viden og udgøre en inspirations kilde til eget brug. Men den er blevet omarbejdet, så den kan give nogen kendskab til de mange aspekter, der er i forbindelse med makrofotografering, samt til de mange “små dimser” der findes til brug. Og som måske ikke mindst, også kan være til  inspiration for andre, der har lyst til at gå i gang med det enormt store, svære og spændende arbejde – som makrofotografering er. 

Efterfølgende vil jeg anbefale, at der tjekkes godt op blandt de mange videoer som findes på YouTube, hvor virkelige specialister på området beskriver makrofotograferingen ud i alle dets hjørner

Hvad er egentligt et makro objektiv?

Et makro objektiv er et objektiv som er specielt beregnet til makrofotografering, dvs. til at fotografere så tæt på at emnet som minimum bliver gengivet i naturlig størrelse på kameraets sensor. Forholdet mellem motivets størrelse og den projekterede størrelse på sensoren kaldes ”forstørrelsen” og normalt skal dette forhold være mindst 1:1 før man taler om ægte makrofotografi.

Selv om mange objektiver har en “makroindstilling”, er det normalt kun specialobjektiver, der vitterlig kan opnå en forstørrelse på ”1” eller derover, som kan betegnes for et makroobjektiv. Hvis der ønskes at bruge et standardobjektiv til makrofotografering, kan der montere en mellemringe mellem objektivet og kamerahuset, eller man kan montere en nærfotolinse uden på objektivet. Begge dele vil gøre objektivet i stand til at fokusere tættere på motivet, men kvaliteten bliver sjældent så god som med et specielt makroobjektiv.

Et ”ægte” makro-objektiv er således et objektiv, som er beregnet til at gengive detaljerede billeder. Og dets speciale er, at det gengiver billedet i forholdet 1 til 1. Det vil sige, at hvis der tages et billede af et insekt på 1 cm, så vil den også fylde 1 cm på en Fuld Frame sensor. Motivet bliver kraftig forstørret op, i forhold til andre objektiver.

Et ”ægte” makro-objektiv er således et objektiv, som er beregnet til at gengive detaljerede billeder. Og dets speciale er, at det gengiver billedet i forholdet 1 til 1. Det vil sige, at hvis der tages et billede af et insekt på 1 cm, så vil den også fylde 1 cm på en Fuld Frame sensor. Motivet bliver kraftig forstørret op, i forhold til andre objektiver.

Alle makro objektiver gengiver i dette forhold eller større.

Makrofotografering foretages normalt med meget små blænderåbninger på grund af den lave dybdeskarphed, brug af de større blænder giver, som følger med den store forstørrelse. Alligevel bliver makro objektiver normalt designet med relativt store blændeåbninger (næsten altid F2 eller F2.8). Det skyldes, at der kun reflekteres ganske lidt lys gennem søgeren fra det lille målområde, hvis objektivet kun var konstrueret med en største blændeåbning som fx F4, og man har brug for godt lys, for at kunne vurdere placeringen af skarphedsplanet og for at placere det præcist.

I praksis betyder det, at den store blænde F2 eller F2.8 står åben mens der stiller skarpt, og kameraets autofokus først ændrer blænden, idet billedet tages. Ved manuel fokusering kan der også stilles skarpt ved, at den store blændeåbning anvendes. Og når er stillet skarpt, ændres der til den ønskede blænde.

Er det insekter i bevægelse, eller som en stor flugtradius, der fotograferes, er en 200 mm en rigtig oplagt mulighed, da den kan fotograferes lidt fra afstand og stadig få en god forstørrelse.

Ved brug af en stor og tung optik som en 200 mm, vil det være en god ide, at anvende et stativ, for at holde objektivet i ro, for at få de helt skarpe billeder. Det gør det lidt mere besværligt, men resultatet vil tale sit eget sprog. Bare den mindste rystelse af objektivet giver et stort udsving med de små blændedybere, som der opereres med så tæt på motivet.

Makroobjektiv

Macroobjektiver er således specielt udviklet til nær-billed-fotografering og giver 1:1 forstørrelse (1:1 angiver, at motivet gengives i naturlig størrelse på kameras billedsensor).

Alle dedikerede makroobjektiver giver større skarphed, en bedre kontrast og billedkvalitet fra hjørne til hjørne end andre objektiver.

Eksempler på makro-objektiver kan ses i artiklens afslutning.

Almindelige hjælpemidler til markrofotografering er:

Fotostativ
Makroobjektiv
Zomobjektiv med makroinstilling
Mellemringe
Makrobælg
Nærlinser
Flash / ringflash
Diffuser til spredning af flashlys
Reflektorskærm til dirigering af lys
Parably til afskærmning for vind
Måske et mikroskop til mikro-billeder

Lidt mere ualmindelige hjælpemidler:
Makro-snap-on linsesæt

Teleconverter / ekstender, som omtales sidst i artiklen – samt i en selvstændig artikel HER

Macro 12 Makrofotografering
Nikon D500+105 mm+TC14, F10 brændevidde 135 mm

Betegnelser om objektivet, som er vigtige at huske og have styr på.

Mange af objektivets afstandsbegreber i forbindelse med skarphed og funktionslængder, omtales under flere forskellige betegnelser, hvilket nemt kan skabe nogen usikkerhed og forvirring. Her er en lille oversigt over de mest anvendte. Betegnelser, som vil blive brugt i den efterfølgende tekst.

Brændevidde, Fokallængde og gengivelsesforholdet (engelsk “focal length):

Et objektivs brændevidde (F) defineres som afstanden mellem centrum af den yderste linse og kameraets sensor. Kameraets sensorplan er afmærket på kamerahuset.

Hvis man bruger en lup som brændeglas til at fokusere sollyset på et lille punkt, finder man hurtigt ud af, at den fokuserede lysplet bliver mindst ved en ganske bestemt afstand mellem lup og lysplet: Denne afstand er den såkaldte brændvidde (også kaldet fokallængde) for linsen i den anvendte lup. Der hvor lyspletten er mindst, vil lyset være stærkest. Det samme er tilfældet for et objektiv, som vil tegne skarpest i netop dette område.

Brændvidden (f) er afstanden mellem det forreste linseelement i objektivet og billedsensoren (F) også kaldet fokalplanet. I fokalplanet tegnes billedet skarpt.

Et system med en kortere brændvidde end den her viste, vil bøje strålerne skarpere og bringer dem til fokus på en kortere afstand. Ganske tilsvarrende, når et system der bøjer lysets strålen i mindre grad, frembringer et fokuspunkt, der ligger længere væk.

makro

Maksimal fokusafstand:

Generelt er makro-objektiver designet til at præstere fra uendeligt til mindste fokusafstand – men ikke alle. Speciel konstruerede og meget stærkt forstørrende objektiver godt kan have en given (ikke uendelig) maksimal fokusafstand.  Derfor angives den maksimale fokusafstand for den pågældende optik.

Mindste fokusafstand:
Mindste fokusafstand, er den mindste afstand hvor fra et objektiv kan stille skarpt på motivet. Har et objektiv en mindste fokusafstand på 40 centimeter, kan der stilles skarpt på motivet, så længe kameraet er 40 centimeter eller derover fra motivet. Er det kun 35 centimeter fra motivet, kan der ikke stilles skarpt.

Nærgrænse, arbejdsdistancen og funktionsafstanden:
Tre betegnelser der dækker det samme, og som er et afgørende element at have helt tjek på.

Objektivets nærgrænse eller arbejdsdistance, er den afstand, der er fra motivet til objektivets forreste linse-element. Den er meget afgørende for hvor succesfuld en makrooptagelse uden for studiet, kan forventes, at blive. Idet den angiver hvor langt fra eller hvor tæt på linsen kan komme, for at frembringe den maksimale forstørrelse, et forhold der påvirker i hvor høj grad et givent insekt lader sig forstyrre, og eventuelt tager flugten.

Men nærgrænsen kan ændres (hvis det skulle være ønskeligt), hvis der monteres en mellemring, som bare kan være et hult rør, som forlænger objektivet fysisk længde, hvorved det yderste linse-element bringes længere væk fra sensoren.

 Når linse-elementet bringes længere væk fra kameraets sensor, bliver objektivet fysisk forlænget, hvorved nærgrænsen bliver mindre. Derved kan der med det samme optik, stilles skarpt tættere på motivet, end der var mulighed for, med den nærgrænse det pågældende objektiv ellers tillod – nærgrænsen rykkes frem mod motivet, hvilket medfører, at det aftegnes større på kameraets sensor. Mere om mellemringe senere.

Faktisk er det noget lig brug af en zoomoptik, bortset fra at kvaliteten af billedet ikke forringes på samme måde, som når der zoomes kraftigt ind.

Snyltehveps 3 Makrofotografering
Nikon D500+300 mm+TC14, F13 ISO 3200 brændevidde 630 mm
makrofotografi
Nikon D750+105 mm, F13 ISO 2000 brændevidde 150 mm

Maksimal forstørrelsesgrad

Forstørrelsen i et objektiv bestemmes af dets brændvidde. Men i forbindelse med makrofotografering er det imidlertid også interessant, hvor tæt der kan kommes på motivet. Disse to faktorer, brændvidde og mindste fokusafstand, er bestemmende for objektivets forstørrelsesforhold, der også kan betegnes som “gengivelsesforholdet”. Jo tættere man kan komme på motivet med et objektiv med en given brændvidde, desto højere forstørrelsesforhold vil der kunne opnås.

Den klassiske definition af et makroobjektiv er et objektiv med et maksimalt forstørrelsesforhold på mindst 1:1, eller “1x” – angivet i objektivspecifikationen. Det betyder, at et motiv kan gengives i fuld størrelse på kameraets billedsensor: En genstand på 10 mm kan gengives på sensoren som et 10 mm stort billede, hvis objektivet er tilstrækkeligt tæt på motivet.

Et maksimalt forstørrelsesforhold på 1:2 eller “0,5x” vil derimod betyde, at den maksimale størrelse, hvormed et billede af genstanden på 10 mm kan gengives på sensoren, ville være 5 mm, eller blot halvdelen af den virkelige størrelse.

Det er derfor afgørende for et makrofoto, at objektivet her et gengivelsesforhold på mindst 1:1.

Mindste fokus- og funktionsafstand

Objektivspecifikationen “mindste fokusafstand / nærgrænsen” kan være forvirrende. Mindste fokusafstand måles fra motivet til objektivets bageste fokuspunkt, som er billedsensoren i kamerahuset.

Begrebet “funktionsafstand / arbejdsdistancen” bruges til at beskrive afstanden imellem motivet og objektivets forreste linse-element (se boks ovenfor).

Hvis et objektiv fx specificeres til at have en fokusafstand på minimum 0,35 m (35 cm), er der måske kun nogle få centimeters arbejdsdistance til motivet, når der fokuseres på den mindste fokusafstand for at tage en 1:1-makrooptagelse – selvfølgelig alt afhængig af objektivets længde.

Eksempler.

Fokusafstand
  • 1. Mindste fokus afstand: Sensor – motiv – ”30 mm F2.8 macro”  ca. 13 cm ved 1x forstørrelse
  • 2. Funktionsafstand / Arbejdsdistance: linsens yderste glas til motiv ”30 mm F2.8 macro ” ca. 2cm ved 1x forstørrelse.
Fokusafstand
  • 3. Mindste fokus afstand: Sensor – motiv ”100 mm F2.8 macro” ca. 35 cm ved 1x forstørrelse.
  • 4. Funktionsafstand / Arbejdsdistance: linsens yderste glas til motiv – 16 mm F2.8 macro ca. 16 cm ved 1x forstørrelse.
Makrofotografering
Nikon D500+300 mm+TC14, F11 brændevidde 630 mm

God afstand er bedst til makrofotografering ved wildlife fotografering.

Jo større brændvidden er, jo længere afstand til motivet kan der være, når der tages makro. Det har fx betydning, når der fotograferes insekter, der kan blive skræmte, når optikken kommer for tæt på. 

Er man tæt på motivet, er der også risiko for, at objektivet kaster skygge på motivet.

Hvis objektivet har en brændvidde på 50-60 mm, så vil den minimale arbejdsafstand til motivet være omkring 20 cm. Har makroobjektivet en brændvidde på 180-200 mm, så regn med omkring 50 cm.

Selv om brændviddeområdet, når det gælder objektiver til makrofotografering, ikke adskiller sig nævneværdigt fra tilsvarende normalobjektiver, er der tale om store optiske forskelle i deres opbygning, som giver nogle helt unikke muligheder for skarphed og nærfotografering. 

Ægte makroobjektiver er i stand til at gengive et motiv i størrelsesforholdet 1:1, når billedet tages ved nærgrænsen. Det betyder, at motivets størrelse på sensoren gengives i sin originale fysiske størrelse. 

Et insekt på 2 cm, vil altså dække 2 cm af sensoren. Det giver en ganske stor detaljegengivelse. Er nævnt !

Et makrobillede kræver således, at fotografen bringer optikken helt tæt på motivet, så der kun er forholdsvis få centimeters afstand mellem motiv og objektiv. Det kan således ikke rigtigt betegnes som makro, hvis der brugers et zoomobjektivet fra en længere afstand – selv om man udmærket kan få ganske fine billeder på denne måde.

En billedskala for gengivelse af naturlig størrelse betegnes 1:1, og makrofotografiets område betegnes gerne som liggende mellem” 1:1” til 10x forstørrelse ”10: 1”.

Fotografering i en endnu større billedskala betegnes som et ”mikrofotigrafi”, som eksempelvis størrelsesforholdet 10:1, 20:1, 30:1 osv.

Det fantastiske ved makro- og mikro fotografering er, at man kan komme ultra tæt på detaljer. Detaljer som man aldrig ville se med det blotte øje, som øjnene på en flue eller en guldsmed, hvor man nu kan se de særprægede facetøjne, som mange insekter har.

I fotografens verden benytter vi os ofte af makro-fotografering, som er en uhyre teknisk svær disciplin, hvor flere ting skal gå op i en højere enhed, hvis billedet skal blive godt. Derfor er der flere forskellige elementer, som man må være opmærksom på, og lære at forstå. Dem vil jeg komme ind på i det efterfølgende

Defination på micorscope – micro

Mikroskop ” Microscope “objectives” “er egentlig betegnelsen på de linser, der bruges i mikroskoper, og som giver i større eller mindre grad giver mulighed for at komme ud over 10:1 gange forstørrelse.

Angivelsen 2:1 forstørre op og 1:2 formindsker

Perspektivet

Det aller første og ekstremt vigtigt råd er, kom i niveau med motivet. Hvis det befinder sig højt på en plante, så er det nemt, men hvis det er på jorden, så er det ned på maven – det er vigtigt. Motivet i øjenhøjde giver billedet et naturligt perspektiv.

Når motivet er i øjenhøjde, kommer der også ofte en større afstand til baggrunden, hvilket medvirker til at få en god baggrundssløring.

Komposition og baggrund

Nærbilled- eller makrofotografering handler om detaljer, så det betaler sig at bruge tid på at sørge for, at motivs omgivelser er rigtige i forhold til baggrunden. Baggrunden er sandsynligvis ude af fokus, men farve, lysstyrke og stængler, kan alligevel ved deres tilstedeværelse, stadig lede opmærksomheden væk fra motivet. Billedet bliver roligere og motivet står bedre frem med den rette og velvalgte baggrund.

Når motivet er i øjenhøjde, kommer der også ofte en større afstand til baggrunden, hvilket medvirker til at få en god baggrundssløring.

DYBDESKARPHED

Når der nu er helt styr på definitionen ”objektivets nærgrænse”, er næste step, forståelse af ”dybdeskarpheden”.

Forståelse af dybdeskarphed (den del af motivet som tegner skarpt) er også en af de første ting, man skal have helt styr på – i særdeleshed ved makrofotografering, hvor den er usigelig lille.

Man skal vide, hvordan blænde, brændvidde og fokus arbejder sammen for at styre billedets skarphed og opnå et særegent billede. Grundlæggende er det sådan, at jo mindre motivet og jo større gengivelsesforholdet er, jo mindre vil dybdeskarpheden være. Brug af en passende dybdeskarphed er en afgørende nødvendighed, for at vise detaljerede makrobilleder af en blomst eller et insekt.

Hvor meget af motivet der kommer i fokus, afhænger således af flere parametre.  Først og fremmest er det objektivets brændvidde samt afstanden mellem motiv og kameraets sensorpunkt. Dernæst er det den valgte blænde. Større blændetal (=mindre blændeåbning) giver en større dybdeskarphed, og mindre blændetal (=større blændeåbning) giver en mindre dybdeskarphed.

Skarphedsdybde er et begreb, som bruges inden for fotografering, til at angive over hvor stort et afstandsspænd et motiv vil blive gengivet som acceptabelt skarpt. Det kaldes også dybdeskarphed, men det er teknisk set ikke den korrekte betegnelse – teorien siger, at dybdeskarpheden altid vil være nul.

Når man fokuserer på en given afstand, vil det teoretisk set kun være den del af motivet på selve fokusafstanden, der bliver skarpt. Alt hvad der er foran eller bagved denne afstand, vil i princippet være ude af fokus, og derfor ikke være aftegnet 100% skarpt.

Når det alligevel giver mening at tale om dybdeskarphed, er det, fordi en vis sløring er acceptabel. Hvor stor sløring, der kan accepteres i en given situation, afhænger i sidste instans af, hvor stort billedet skal gengives, og hvilken afstand det skal betragtes på. Der kan derfor ikke gives nogen faste mål for en eksakt skarphedsdybde. Også den enkeltes tolerance over for hvor skarpt et billede skal fremstå, for at det godtages som skarpt, spiller en rolle. Alligevel er der den acceptable uskarphed, som er det område, hvor øjet ikke opfanger at der er en uskarphed. Der findes således en total skarphed, og en acceptabel skarphed.

Dybdeskarphed (eller DOF: Depth Of Field) er en betegnelse for hvor meget, der er skarpt ud over det punkt, der fokuseres på.

Er dybdeskarpheden stor, er der et stort område, der er skarpt. Er dybdeskarpheden lille, er det et lille område, der er skarpt.

 
Makrofotografering
Nikon D500+105 mm+TC14, F11 brændevidde 315 mm

PÅVIRKNINGER AF SKARPHEDSDYBDEN

Uanset det umulige i at præcisere hvor tolerancer af hvad skarphed er, og hvor den ligger, så kan der siges noget om, hvad der påvirker skarphedsdybden:

  • En større blændeåbning vil give en mindre skarphedsdybde – mindre F-tal
  • En længere brændviddevil give en mindre skarphedsdybde – afstanden fra objektivets yderste linseelement og sensoren
  • En kortere afstand til motivet vil give en mindre skarphedsdybde

DEFINITION AF FOKUSERINGSPLANET

Teknisk set afhænger skarpheden, af afstanden til fokuseringsplanet, snarere end af afstanden til kameraet. På normale kameraer, hvor objektivets akse er vinkelret på kameraets sensor, vil fokuseringsplanet være parallelt med kamerahuset. Hvis der fx fokuseres på en række personer, som er opstillet ved siden af hinanden foran kameraet, så står de yderste personer ganske vist længere fra kameraet end de midterste, men da de alle vil være placeret i fokuseringsplanet parallelt med kamerahuset, vil alle personerne blive skarpt aftegnet.

Det er derfor af betydning for at se så meget af et insekt som muligt, at billedet tages således, at insektet er parallel med kamerahuset. Det vil derved fylde hele fokusplanet og fremstå velafgrænset og tydeligt .

Vælg den rigtige brændevidde

Et objektivs brændvidde, som generelt sagt bestemmer hvor stort et billede den danner, og dermed hvor stort et udsnit man får med på filen, angives i millimeter og betegnes normalt med ”f”. På et klassisk filmkamera i formatet 24 x 36 mm (også kaldet 135-formatet) kalder man traditionelt et 50 mm for et normalobjektiv.

Hvis man arbejder med forskellige formater, som for eksempel større filmformater eller digital fotografi, kan det være praktisk, at anvende en anden typisk definition, nemlig at brændvidden på et normalobjektiv er lig længden af filmformatets diagonal (hvilket giver omkring 43 mm for 135-film). Men generelt angives normal-objektivet til at være 50 mm.

Makroobjektiver fås som med andre objektiver i mange størrelser, eks.vis lige fra 25 mm og op til 200 mm eller endda større.

Et godt allround objektiv er en 100 mm, men et 150 mm eller større er at foretrække, såfremt det er insekter med en hurtig flugtradius, der er motivet.

Faktisk er det en rigtig god ide, at være så langt fra insektet som muligt, for ikke at forstyrre og skræmme det væk. Men jo større afstand er, jo vanskeligere bliver det, at bibeholde objektivets maksimale forstørrelsesgrad, hvad enten det er et 1:1 eller 2:1 optik der anvendes. Stor forstørrelse er som regel lig med en kort nærgrænse. 

Det kan derfor være en fordel med et zoom-objektiv. Det kan være lige fra et 150 mm til et 300 mm eller
”måske” endda større.  Måske endda et telezoom-optik.

 Nogle telezoom-objektiver har en betegnelse for ”makro”. De har en knap som kan slå en form for macro til. Det er sådanne objektiver der bør anvendes, hvis der skal anvendes et telezoom optik.

Brændevidde og makro perspektiv.

Et objektivs brændevidde (F) defineres som afstanden mellem centrum af den yderste linse og fokuspunktet på kameraets sensor. Brændevidden måles i mm.

Under 14 mm       = fiskeøje
14 – 30 mm            = ekstrem vidvinkel
30 – 43                   = vidvinkel
43 – 50 mm            = normalperspektiv
50 – 85 mm           = medium tele
85 – 600 mm        = tele
600 ?                        = ekstrem tele

Når der tales om brændvidde, så tales der bl.a. om “hvor tæt der kan kommes på motivet”.

Et telezoom objektiv er et objektiv hvor brændvidde kan varieres. Har vi eksempelvis et zoomobjektiv der kan levere fra 35mm til 105mm brændvidde, så har det 105/35 gange optisk zoom. Altså 3x optisk zoom, idet 105 divideret med 35 giver 3.

Et fast objektiv (et zoomobjektiv) på en foretrukket brændevidde, kan også anvendes. Forsøg med sådanne kan ses her: anvendelse af teleconverteren til ”makrofotografering”.

Når f-tallet øges, bliver blændeåbning i objektivet mindre. Der kommer derfor mindre lys ind i kameraet, så lukkertiden skal være langsommere for at sikre, at billedet ikke bliver for mørkt. Hvis du vælger et lavere f-nummer, bliver blændeåbningen i objektivet større, så lukkertiden bliver hurtigere for at forhindre, at billedet bliver for lyst.

Sådan påvirker brændvidden arbejdsafstanden

Brændvidden ved makro handler ikke altid om at komme tættere på motivet. En større brændvidde (dvs. et højere tal) giver mulighed for at opnå den samme forstørrelsesgrad, selvom man er længere væk fra motivet. Bruges fx et 1:1, 200 mm makroobjektiv til at indfange sommerfugle, opnås en afstand, der ikke forstyrrer motivet, men makroforstørrelsen bevares stadig – ganske som ved billedet af snyltehvepsen på billedet her under (to billeder taget med en nærgrænse på 1,4 m).

Når brændvidden øges, bliver arbejdsafstanden også større, og dybdeskarpheden bibeholdes.

Begge billeder af snyltehvepsen her under er taget med blænde F11 som det ses, er der en god dybdeskarphed i billedet hvor den har front mod kameraet. Det andet billede , hvor den står parallelt med kameraet kunne lige så godt ha være taget med en blænde F4, for her er dybdeskarpheden ikke så nødvendig.

Macro 14 Makrofotografering
Macro 13 Makrofotografering

Sådan virker brændeviddeforlængelsen

Brændvidden er en måde at beskrive, hvor meget der kommer med på billedet, og det størrelsesforhold der ligger til grund for det, er stadig baseret på størrelsen fra de analoge dages filmformat på ”24 x 36”, som svarer til en Fuld-frame-sensor (FF).

Hos et kamera med en mindre sensor, fylder det billede som objektivet danne på den mindre sensor, teoretisk det samme, men billede udsnittet er ændret – der kommer mindre med på billedet. Hvilket igen betyder, at et mindre motiv i billedet bliver større, når det tages fra samme afstand , med samme optik – på et Nikon kamera 1,5x større, og på et Canon kamera 1,6x større (der er en mindre forskel af størrelsen på APS-C sensoren hos de to kameramærker). Denne ”forstørrelse” sker fordi, det færdige billede afslutningsvis leveres i samme billedformat-størrelse. Men FF sensoren leverer flere detaljer, fordi den større sensor kan indeholder flere pixeles i den færdige identiske format-størrelse end APS-C sensoren.

Med en mindre sensor, får man et mindre billedudsnit i det færdige billedes format. 

Det er målet på objektivet der giver brændevidden – ikke afstanden til motivet.  Det er vitalt for at opnå maksimal skarphed, at dioptri indstillingen er indstillet perfekt.

En mindre sensor øger brændvidden

For at få et udsnit svarende til Full-Frame skal et kamera med en mindre sensor således have en kortere brændvidde. Omregningen fra APS-C til Full-frame svarer for de fleste kameraer til en forlængelsesfaktor (som nævnt oven for) på 1,5x.

En optik med en brændevidde på 100 mm på et FF kamera vil således blive til en optik med en brændevidde på 150 mm på et APS-C kamera.

Har kameraet en mindre Four Thirds-sensor er brændviddeforlængelsen 2,0x. Her svarer 100 mm til 200 mm.

Det er målet på objektivet der giver brændevidden – ikke afstanden til motivet.  Det er vitalt for at opnå maksimal skarphed, at dioptri indstillingen er indstillet perfekt.

BLÆNDEN er en afgørende faktor.

I et makrobillede er det meget svært at få hele motivet skarpt. Det skyldes den meget lille dybdeskarphed, der opnås med et makroobjektiv. Derfor er det nærliggende at tænke, at hvis der bruges et højere F-tal, såsom F22 eller højere opnås, at en større del af motivet bliver skarpt – kommer i fokus.

Men det er det nødvendigvis ikke. På de allermindste blændeåbninger som F22 eller højere, tegner objektiverne typisk ikke så skarpt, og lukker heller ikke meget lys ind til sensoren. De helt små blændeåbninger som disse blændetal giver F22 og helt op til F42, kræver desuden forholdsvis lange lukkertider for, at der skal kunne tegne sig et billede på sensoren – de helt høje blændetal (små blænder) vil utvivlsomt kræve tilføring af kunstigt lys.

Men det går dog heller ikke, at bruge de allerstørste blændeåbninger, som fx F4.0 (eller større), da dybdeskarpheden på så korte afstande bliver nærmest ikke-eksisterende.

Blændetal på mellem F8.0 og F16, hvor objektiverne typisk tegner meget skarpt, og hvor der opnås større dybdeskarphed end ved fuld blændeåbning – fx F5.6 eller større,  er i de fleste tilfælde at foretrække. 

Jo mindre blændetal der arbejdes med, jo større er muligheden for at opnå en fejlagtig fokus fordi fokusplanet ikke er ret dybt. Med de små blændetal, skal der blot en ekstrem lille fejlplacering af fokuspunktet til, for at motivet eller den del af motivet som var udset som fokuspunkt ikke kommer i fokus. Hvilket helt kan ødelægge et ellers flot motiv. Derfor er anbefalingen, at der som minimum bruges et blændetal på gerne over F4 og helst højere er optimalt. Det er dog altid en balance i forbindelse med hvad motivet skal vise.

At tage smukke, interessante, overraskende og detaljerede makrobilleder hænger nøje sammen med forståelsen for brug af blænden, som et kreativt værktøj – leg med blænden og lav mange forsøg med blændeåbningerne.

Når blænden ændres

Hver gang der blændes ned (valg af højere F-værdi), reduceres den lysmængde som når sensoren med 50%. Det samme sker følgelig i omvendt orden, for hver gang der blændes op (vælges lavere F-tal), her når der for hver tilføjelse 50% mere lys til kameraets sensor. Hvilket er helt utrolig meget. Graden kan aflæses i tabellen nedenfor.

PÅVIRKNINGER AF DYBDESKARPHEDEN

Lydreducering Makrofotografering

En af de mest udfordrende aspekter ved makrofotografering er, som det er ved mange af naturens motiver , at finde den rette balance mellem motivets skarphed og en tilpas sløret baggrund  som  fremviser en god og passende bokeh – og det er ikke altid lige nemt. I den forbindelse spiller erfarring en stor rolle, med mindre der anvendes et spejlløst kamere, hvor blændevalget kan ses i søgeren eller på billedskærmen samtidig med, at blændetallet skiftes – en af de helt store fordele, ved brug af et spejlløst kamera.

Den korrekte blænde er næsten alt-afgørende i forbindelse med billedets synsmæssige helhed, og det er nemmere at isolere motiver med makroobjektiver med de små blændere. Men det må generelt frarådes, at bruge blænder med et højere blændetal end F16 for at undgå “diffraktion”, som helt kan fjerne den afgørende skarphed og kontrast i billedet.

Ind imellem anvendes der af specielle grunde dog blændetal på F22 og helt op til F32 (måske højere) for at få en større dybdeskarphed. Men ulempen ud over tiltagende diffraktion er, at der virkelig skal meget lys til før eksponeringen bliver god. Det bliver helt afgørende nødvendigt, at anvende stativ og flash.

Diffraktion er et fysisk fænomen

Når lys presse igennem et lille hul spredes det mere, og jo større hullet er des mere spredes lyset. Derfor er diffraktion vigtigt at have helt styr på, hvis man vil lave optimalt skarpe fotos. Men diffraktion er kun en af mange ting som påvirker skarpheden af det færdige foto, men diffraktion er et fænomen som altid er til stede, og ikke kan undgås.

Diffraktion har intet med objektivets konstruktion at gøre – kun med den valgte blændeåbning i forhold til sensorens størrelse og opløsning. Diffraktion påvirker både skarphed og kontrast i billedet.

Vær opmærksom på, at forskellige sensorstørrelser har forskellige diffraktionsgrænser

Diffraktion

Når bølger (af f.eks. lyd eller lys) sendes igennem snævre åbninger som er godt og vel på størrelse med bølgernes længde, spredes de i bestemte mønstre: Dette fænomen kaldes for diffraktion.

Et eksempel på optisk diffraktion ses på cd- og dvd-skiver, hvor informationen på »data-siden« danner et mere eller mindre regelmæssigt mønster med detaljer på størrelse med lysbølger. Lys med forskellige bølgelængder (dvs. forskellige farver) reflekteres i forskellige retninger, så set i ellers ”farveløse”  hvide lys-stråler, skinner disse skiver i farverige ”regnbuemønstre” når de spredes.

Diffraktion på et billede vil fremstå som forvrængninger, mindske dybdeskarphed og gøre billedet ”fladt” at se på – alt selvfølgelig i større eller mindre grad.

Tænk på baggrunden - brug en stor blændeåbning !

Generelt er intet på et billede værre end et virvar af elementer. Et billede med en rolig og tilpas sløret baggrund får betragteren til at dvæle længere ved billedet. Det får øjet til at falde til ro, og klæbe sig til motivet. Et sammensurium af for synlige elementer i baggrunden, virker anstrengt på øjet, og betragteren vil aldrig opleve et roligt og behagelig syn af det pågældende billede.

En overset detalje er nemlig ofte det faktum, at baggrunden næsten har lige så stor betydning, som den del af billedet der er i fokus.  Selv om baggrunden står sløret, har den en ganske stor betydning for, hvordan billedet opleves. En roligt og behageligt synsoplevelse bevirker, at billedet huskes længere – og hvem vil ikke godt have, at ens billeder huskes.

Derfor er det en rigtig god ide, at gøre sig den vane, at tænke på baggrund – hele tiden. Og der ud fra vælge den rigtige og passende blændeåbning.

En stor blændeåbning som fx F4.0, vil give en flot sløring af baggrunden, og vil fremhæve motivet, mens alt i baggrunden sløres.  En lille blændeåbning som F16 vil få baggrunden til at stå skarpere og ”fylde” mere i billedet. Der må hele tiden foregå en vurdering om, hvordan en baggrund vil fremstå, og hvad der kan accepteres i forbindelse med motivet og dybdeskarpheden.

Men – det må indrømmes, at når det er bevægelige mål der er i søgeren, er det ikke altid lige nemt at udvælge en passende baggrund 🙂 

De bedste makrobilleder viser et meget lille motiv og billedudsnit, og hvis baggrunden fremstår for tydelig, så forstyrrer det øjet. Start med en brændvidde på over 100 mm og en blændeåbning på omtrent F4.0 eller F5.6, så opnås en pæn sløret baggrund. Lav efterfølgende billeder med op til F16 og højere. Herved kan der laves nogle sammenligninger, som vil hjælpe til med hurtigt, at finde den rigtige blændeåbning.

Brug af så stor en blændeåbning giver et meget lille fokusområde, og som regel bruger jeg kun så stor blænde, såfremt motivet er tværstillet sensoren eller, såfremt jeg bevist har valgt, kun at vise et meget lille område som fx et hoved, et øje eller en anden lille specifik detalje. Det afhænger hele tiden af en vurdering af det eksakte motiv og dets baggrund.

Macro 11 Makrofotografering
Nikon D500+300 mm+TC14, F11 brændevidde 630 mm

VINKLER er vigtige.

Den virkelige kunst ved et makrobillede er, at få hele motivet i fokus. Hvilket ved makro betyder, at motivet skal være så tværstillet kameraet som muligt. Det er absolut ikke nemt, og kræver hele tiden tålmodighed og omtanke –  såfremt motivet er levende.

  • At tage billedet i højde med motivet giver en flot og fyldig fremtoning samt et meget naturligt udseende.
  • Taget lidt nedefra fremhæves motivet, og kan gør det dominerende, effektfuldt og dramatisk. Men insektet skal have front mod linsen.
  • Oppefra i fugleperspektiv finder jeg hovedsaligt kun brugbart, som hjælp til artsbestemmelser af insekter.
Makro
Nikon D500+300 mm+TC14, F11 brændevidde 630 mm

HÅNDTERING AF MOTIVER I BEVÆGELSE – brug kunstigt lys

Under makrofotografering er det problematisk når motivet er i bevægelse, eller man skal så tæt på, at man skygger for lyset. Her kan/er det ofte nødvendigt med en flash og en diffuser påsat optikken til at sprede lyset, således at insektet kan fastfryses, og et skyggeforhold lysnes. Mere om diffusere HER

Ønsket om at gengive mest muligt i fokus på makro billedet, står i mange situatione højt for alle makro fotografer. Løsningen på det er brug af et større blændetal, for jo større blændetal der vælges, jo større bliver dybdeskarpheden – det er beskrevet tidligere. Men alt har sin pris, for jo større blændetal der anvendt, desto mere lys skal det til, før eksponeringen bliver korrekt. Det kan derfor være nødvendigt, at bruge kunstig lys – yderligere skal diffraktion elementet lige huskes 🙂 

Med anvendelse af kunstigt lys er det muligt, at komme virkelig tæt på motivet, samt at få en stor dybdeskarphed, og ikke mindst mange fantastiske detaljer frem på billedet.

Lyset kan blive for hårdt

For at sikre hurtige lukkertider og en rimelig lav ISO (om ISO senere), skal der bruges en flash, det kunstige lys kan også give flottere lys på motivet. En flash hjælper således med at få endnu flere detaljer frem i et makro-billede, end det er muligt i det almindelige dagslys – generelt.

Det kan derfor være en rigtig god idé at bruge flash, når der skydes makrofotos.  Men vær opmærksom på, at lyset ikke bliver for direkte og for hårdt, for flashens hårde lys kan også nemt, give både et kedeligt genskin og brænde lyse områder helt ud.

For at undgå udbrændte områder, er det derfor vigtigt, at bruge kameraets minuskompensation, samt nedjustering af flashens lysstyrke, måske helt ned til en 1/16. Men det er et forhold der skal afprøves.

En ekstern flash kan med fordel flyttes væk fra kameraet. På den måde undgås fx, at objektivet eller en selv kaster skygger på motivet. Der findes utrolig mange måder, gøre det på – brug YouTube til at se dem. YouTube er svaret på næsten ALT 🙂  – næsten. 

 Brug en diffusere
Det giver en fantastisk lyseffekt, at bruge en diffuser foran flashen, som spreder lyset og opløser dybe kontraster og skygger i billedet, så det ikke fremstår så ”hårdt”. Der findes mange forskellige typer, og det er også ganske nemt, at lave en selv. Se på YouTube 🙂 de mange muligheder.

Med en diffuser sikres både en høj detaljegrad samtidigt med, at opnås et lækkert blødt lys, som tydeligt viser de forskellige lag i billedet.

Der bør bruges centervægtet fokus.

Autofokus knokler frem og tilbage

Selvom kameraet er placeret på stativ eller et andet fast sted uden rystelser, kan der forekomme slørede billeder. Det kan skyldes brug af autofokus. Bedste fokusmetode til makro er manuelt fokus, hvor man selv er herre over præcis, hvor fokus skal lægges.

Efter at havde taget nogle makrobilleder vil det hurtigt opdages, at nærbilleder og autofokus ikke hænger helt godt sammen.

Hvis fokus lægges på et insekt, der kravler frem og tilbage på et blad eller en blomst, vil det hurtigt høres, at objektivets motor kan arbejde på højtryk – det ”knokler” frem og tilbage, ofte uden at låse sig fast til motivet. Og hvis det endelig fastholdes på motivet, vil det i langt de fleste tilfælde give et uskarpt motiv.

Skift til manuel fokus og prøv at stille skarpt på motivet. Det er svært, men øvelse gør mester ”siges det” – alle øvede makrofotografer siger det, al litteratur siger det. Jeg er ikke selv blevet særlig skrap til denne disciplin, men det må altså indøves – ganske som når man skal lære at følge en fugl i flugten ved fugle-fotografering.

Slå så autofokus fra

Det er allerede omtalt, at ved makrofotografering er dybdeskarpheden ekstremt lille, ofte er det skarpe område mindre end et par millimeter, og ved et fokusfelt på kun et par millimeter, ryger vigtige områder nemt ud af fokus. Yderligere kan autofokus nemt ramme galt.

I stedet for at bruge autofokus, bør der altså bruges manuel fokus, hvor dybdeskarpheden kan lægges helt præcis – er nogen i tvivl om andet J Netop den manuelle fokusering har jeg virkelig klaget min nød over til flere makro-fotovenner, for som mangeårig fuglefotograf, har jeg virkelig været vant til at arbejde med netop – autofokus.

Jeg fik rådet, at en smart og ganske simpel men ganske speciel teknik ved brug af manuel fokus til makrobilleder er, at vælge manuel fokus (selvfølgelig), derefter drejes fokusringen, til den når objektivets nærgrænse, så fokuseres der på så kort afstand som muligt.  Se så i søgeren, og bevæg dig stille og roligt frem eller tilbage, til du kan se, at det rigtige område i motivet er skarpt. Du stiller altså den sidste skarphed ved med egen bevægelse, at fin-justere afstanden mellem kameraet og motivet.

Den sidste lille forskel i afstanden til motivet skulle være nemmere at styre fysisk, end hvis der drejes på objektivets fokusring. Men husk – det drejer sig om øvelse, det perfekte opnås ikke lige med det samme.

Det er kritisk, at kameraets dioptri indstilling er stiller helt nøjagtigt, ellers er det ikke muligt, at stille 100 % skarpt.

Der kan dog godt være situationer, hvor autofokus er nyttigt, fx hvor et insekt er i hurtig bevægelse, eller bare bevæger sig hele tiden. I sådanne tilfælde bør der bruges enkeltpunkts AF, hvor kameraet fokuserer via et enkelt fokuspunkt.

Det ”forhindrer” autofokus i at søge frem og tilbage uden, at finde noget at fastlåse sig på, og giver en større mulighed for et brugbart resultat.

Macro 7 Makrofotografering
Nikon D500+300 mm+TC14, F11 brændevidde 630 mm
Makrofotografering
Nikon D500+300 mm+TC14, F11 brændevidde 630 mm

Skru op for ISO til makrobillederne

Da makrofotografering handler om de helt små og skarpe (nærmest ikke synlige) detaljer, kan det virke unaturligt at skrue op for ISO, når vi ved, at ”høj” ISO har tendens til at give mere støj i et foto. Men en lidt forhøjet ISO kan dog være nødvendigt, hvis der skal tages et knivskarpt makrofoto. Skarpheden i fotoet afhænger nemlig i høj grad af lukkertiden, og ISOen har stor betydning for, at der kan opnås en hurtig lukkertid.                                       

Når lukkertiden øges, stiger muligheden for, at bevægelsessløring i billederne mindskes.

De fleste kameraer har i dag en ganske god måde, at behandle anvendelse af en høj ISO, men tjek på forhånd, hvor meget støj der kommer i billederne fra det pågældende kamera, med forskellige ISO-værdier. Brug derefter den ISO-værdi, som er højest den fundne acceptable værdi.

Iso døgnet rundt – vejledende.

100       – kraftig sol
200       – overskyet og sol
400       – overskyet / indendørs
800       – aften / indendørs
1600     – nat / indendørs
3200 og der over – nat

Vælg det rigtige tidspunkt

Gode motiver for makrofotografen er fx insekter, blomster, blade og lignende, men for at et makrofoto blive helt skarpt, skal motiverne helst står stille.

Først og fremmest er det vigtigt (nærmest helt afgørende), at det er vindstille, ellers er det nærmest umuligt, at lave makrobilleder i fokus. En skærm, en paraply eller en kasse/boks vil kunne afhjælpe et mindre vindproblem – eller find et sted hvor der er læ for vinden J Rn lille læ-boks kan være rigtig god.

  • For at undgå, at insekter kravler væk, kan det være en fordel, at tage makrofotos tidligt om morgenen, hvor insekterne ikke er blevet rigtig gennemvarme, og derfor ikke er så aktive. Også sent på eftermiddagen er et godt tidspunkt. Her er insekterne blevet trætte af en hel dags arbejde med fødeindsamling, og derved mere rolige og bevæger sig langsommere. Ofte sidder de stille i lidt længere tid.
  • Tidlig morgen hvor duggen ikke er forsvundet, kan give nogle spektakulære billeder, hvor fx sommerfugle kan sidde med dug-perler på vingerne.
  • Når solen står lavt, kan der laves flotte silhuet-billeder, hvor lyset står som en korona omkring sommerfuglens vinger eller omkring blomsternes blade. Torne på stængler, takker på blade kan give et utroligt flot syn, med en helt ny morgensols varme lys i baggrunden og ligeledes give en fantastisk korona omkring hele planten. Aftensolen som baggrund giver et flot dunkelt billede, også med en silhuet og en korona omkring motivet. Mulighederne er mangfoldige, og kun fantasien sætter grænsen.

Paraplyen - Hvad bruger man en fotoparaply til?

Fotoparaplyer er en bærbar og billig måde at ændre lyset på motiverne. En fotoparaply er et nøgleværktøj ved makrofotografering, som bl.a. bruges til at blødgøre og diffundere lyset, der produceres af en off-kamera lyskilde, som en flash. Man skelner mellem to slags fotoparaplyer, nemlig hvide fotoparaplyer og sølv fotoparaplyer.

Hvide gennemsigtige paraplyer diffunderer og spreder kraftigt lys, hvorimod sølvreflekterende fotoparaplyer kaster lys over et 180 graders felt. Når man bruger en fotoparaply, peger man kameraets lyskilde ind i paraplyen, og når lyset tændes eller flashen går af, bliver det rettet ind i paraplyen, som derefter diffunderer og omdirigerer lyset. Placering af fotoparaplyen styrer lysets overordnede retning.

Tag en hvid paraply med i rygsækken. På turen kan den anvendes til to ting – læ og opblødning af lyset, hvis det er for skarpt. To meget afgørende faktorer ved makrofotografering.

Chancen for et skarpt makrofoto udendørs bliver større, hvis der fx medbringes en paraply, som kan skærme for vinden. Det gør fx en blomst meget nemmere at fotografere.

Læ-boksen er selvfølgelig super, men mere besværlig, at slæbe rundt på.

Makrofotografering
Nikon D500+300 mm+TC14, F11 brændevidde 630 mm

Bracketing.

Det hænder, at man står i en situation, hvor der af en eller anden grund ikke er tid til at forsøge sig frem med lysmåling. I sådan en situation kan funktionen ”bracketing” anvendes.

Brecketing funktionen kan anvendes både i forbindelse med blændeprioritering og tid. Ved brug af flash, er der flere indstillinger, der kan anvendes. Se brecketing i kameraets manual.

Ved brug vil nogle af billederne utvivlsomt blive for mørke andre for lyse, men nogle vil blive helt perfekte. Fordelen er, at det går hurtigt, og koncentrationen kan bruges til at stille skarpt.

Breacketing vil kunne levere varen, når det skal gå stærkt. Måske kan der også laves et HDR billede.

Flere fordele ved en tele til makro

Med et teleobjektiv opnås ikke bare en meget høj forstørrelsesgrad, men også en meget længere nærgrænse. Det betyder, at man ikke kommer helt så tæt på motivet som med et makroobjektiv. Hvilket kan være en stor fordel, når der skal fotograferes insekter, fordi man så kan stå på en hvis afstand, hvorved de ikke så nemt skræmmes væk. 

Der kastes heller ikke en skygge over motivet.

Pas på med de store blændeåbninger med en tele

Det absolut lækre ved at fotografere makro med teleobjektivet er de ekstremt slørede baggrunde, og de lange brændvidder, der opnås. Hvilket vil vise meget mere af motivet i fokus. Men når motivet er tæt på objektivets nærgrænse, er det ved brug af zoom objektiver bedst, at undlade brug af de store blændeåbninger, som F2.8, tilg F6.3.

Ved brug af dem bliver dybdeskarpheden så lille, at fokusområdet ikke er mere end en millimeter stort, og så er det umuligt at få noget af billedet i fokus – et så lille fokusområde giver heller ikke rigtig nogen mening.

Brug derfor en blændeåbning, der er lille nok til, at dybdeskarpheden dækker hele eller den del af motivet, som ønskes i fokus. Ved anvendelse af en telezoom-optik, som trækker motivet ind fra en større afstand, bruges med fordel F11 til F16. Over F16 opstår der efter min mening nemt for megen diffraktion.   Men man skal selvfølgelig prøve sig frem og altid eksperimenterer. De helt små blænder anvendes ”kun” i helt specielle situationer, så som stacking o.l.

Mellemringe - Ekstrem makrofotografering - en billig vej til (stor) makro

De fleste makroobjektiver gør det muligt at opnå en forstørrelsesgrad på 1:1, men brug af mellemringe kan nemt bringe objektivet tættere på, og opnå en forstørrelse på fx 2:1 . Dvs. at motivet kan komme i dobbelt størrelse på kameraets sensor, ved brug af mellemringe. 

Mellemringe bruges til at skabe mulighed for, at et objektiv kan fokusere nærmere end det normalt er muligt med dets normale tætteste fokusafstand, hvilket gør dem utroligt velegnede til nærbilleder eller ekstrem makro. Mellemringe indeholder ingen linseglas, men er bare et hult rør som monteres mellem objektivet og kamerahuset. De bevirker, at når objektivet-glasset flyttes længere væk fra sensoren, kan objektivet fokusere tættere på motivet end det normalt kan. Jo mere objektivet forlænges eller forreste linse flyttes væk fra sensoren, jo nærmere kan objektivet fokusere, hvilket på billedudsnittet medfører en øget forstørrelse af motivet.

Brugen af en mellemring eller kombinationer af ringe med en total forlængelse på ca. halvdelen af brændvidden af det objektiv, der bruges, giver et gengivelsesforhold på 1:2. Et 50-mm-objektiv kræver f.eks. en forlængelse på 25 mm (50 mm divideret med 2 = 25 mm), for at halvere fokus længden, med et forstørret motiv til følge. 

objektivet), idet fokuspunktet flyttes ind i objektivet – forbi indersiden af yderste linseelement.
 

Kenko extention tube set leveres som et sæt med 3 ringe i 12 mm, 20 og 36 mm, der kan bruges sammen til en længere brændvidde.

Autofokus og justering af blænde er mulig

Få en rigtig god visuel forståelse

Få en rigtig god forståelse af brug af mellemringe /ekstensiontubes ved at se Tony Nortrups 5 minutters video.

Ved at se den til enden, sammenfatter den meget af de ting, der er beskrevet i denne artikel

 

Mellemringe er utroligt billige og nemme at bruge, men de gør en KÆMPE forskel på dine fotos ved, at lade dig komme MEGET tættere på motivet og lave et STØRRE billede, end du ellers kunne.

De kan i begyndelsen være lidt vanskelige at bruge, og ved brug af dem, mistes uendeligt fokus. Men igen – alt har sin pris. 

Fuglefotos og mellemringe

En 25 mm mellemring på en 400 – 600 mm optik vil være en ganske effektiv måde, at komme HELT tæt på småfugle. 

Det vil give en STOR forstørrelse – uden TAB af KVALITET

Effektiv fokusafstand med mellemring

For at se de effektive minimale og maksimale fokusafstande for en specifik optik med en påsat mellemring, skal der bruges en forlængerrørsberegner / mellemringskalkulator (se neden for). 

Eksempelvis giver det ovenfor omtalte optik, en 50 mm linse med en minimum fokusafstand på 0,3 m (30 cm) en forstørrelse på 0,27. 
Men med en mellemring på 12 mm falder den effektive minimale fokusafstand til ca. 0,22 m (22 cm), og forstørrelsen fordobles næsten til 0,51. Som næsten er lige med en 50% fostørrelse.

Denne voldsomme forstørrelsesgrad er dog ikke gældende for alle brændevidder, idet mellemringe har den største effekt på brændevidder op til 200 mm. Herefter tiltager forstørrelsen stadig, men ikke i samme grad.

Bemærk, at den længde af ​​et forlængerrør / mellemrings tykkelse, der kan bruges i praksis, er begrænset, da den effektive fokusafstand kan blive kortere end objektivets arbejdsafstand , hvorved motivet bringes ind i linsen.

Mellemringskalkulator

Når mellemringe påtænkes anskaffet, er der flere spørgsmål der er værd, at have rede på.

Hvilke af mine linser er bedst egnet til makrofotografering? Hvor meget vil en mellemring give i kortere fokusafstand! I hvilken grad vil den påvirke forstørrelsen af motivet! Hvilken dybdeskarphed kan der forventes? Det kan en mellemringskalkulator give svaret på.

Her er en brugervenlig lommeregner til besvarelse af disse spørgsmål. Indtast blot objektivets brændvidde (minimale fokusafstand (MFD)), afstand til motivet og det valgte f-stop, og se hvad der sker. Indtast  forholdsvis stor fokusafstand, f.eks. 1000 m.

Prøv kalkulatoren HER

  • Mellemringe kan med fordel bruges til de rigtige objektiver, idet de virker bedst på objektiver med et brændevidde-område mellem 40 og 100 mm. Effekten på større zoom-objektiver er betydelig mindre.
  • Nogle mellemringe har elektronisk overførsel af informationer, andre har ikke. Hvis ikke fungerer autofokus ikke, og blænden skal stilles på objektivets blændering.
  • Live view kan også bruges til at opnå perfekt fokus, når der bruges mellemringe. På skærmen kan der zoomes ind på motivet for at tjekke, om skarpheden ligger rigtigt.

Ved ekstrem makrofotografering (som brug af mellemringe vil blive) vil det hurtigt bemærkes, at når der rykkes tætter på objektivet, med en stor forstørrelse til følge, forstørres bevægelser forårsaget af kamerarystelser i lige så høj grad. 

Nærlinse: Raynox DCR-250 Macro Snap-On

Med DCR-250 Super Macro-objektivet opnås den maksimale makroforstørrelseseffekt med et teleoptik  indstillet til den største telezoomposition. Anvendt på faste objektiver skulle Raynox fungere særlig godt.

Linsen er lavet af optisk glas med højt indeks, der giver et rigt og knivskarpt billede. Objektivet inkluderer et snap-on universalbeslag, der passer til 52-67 mm filterstørrelser.
Nærgrænsen er 10 cm.

Se hvordan den fungerer i videoerne her under: 

Der findes mange forskellige linser med forskellig forstørrelsesforhold

Besøg Raynox hjemmeside HER

Et forstørrelsesglas på et tele-, prome- eller en desideret makrooptik er en effektiv løsning på at komme tæt på motivet. Men vær opmærksom på nærgrænsen på 10 cm – tjek godt op på YouTube om Raynox før du beslutter dig for at købe.

Reflektorskærm - at tæmme flashen

Som ved al fotografering er lys generelt et af de vigtigste elementer, men ved makrofotografering bliver det nemt “det vigtigste aspekt”. Mængden af lys og “kvaliteten” af lyset er mere end noget andet de grundlæggende forudsætninger for billedet – i særdeleshed hvis der arbejdes med korte nærgrænser.

Ved store forstørrelser vil dybdeskarpheden som oftest være ganske lille. Denne korte dybdeskarphed kan være en flot effekt i sig selv, men hvis man vil noget med sine makrobilleder, er det en ”must”, at dette lille skarphedsområde er perfekt belyst.

En måde, at få en så stor dybdeskarphed er som nævnt tidligere, at bruge en lille blændeåbning. Men når der blændes ned (bruges et større blændetal), kommer der mindre og mindre lys til motivet. For hvert blændetrin der blændes ned, halveres det lys, der kommer ind til sensoren – derfor er tilføring af lys en nødvendighed for, at det lille skarphedsområde står tydeligt frem.

Tilføring af lys kan forekomme på to måder, enten ved at have lange lukkertider eller ved anvendelse af en ”flash”. Og det er flash-lys, der tænkes på her.

Tilføring af flash-lys er dog bare ikke helt lige til. Ja – der kan skrues ned for flashens lysmængde. Men det vigtigste er, at ”tæmme lyset”, på en sådan måde, at motivet får lys tilført som blødt og diffust lys, og lyset ligeledes bliver ligeligt fordelt – over det hele. Det vil dog ikke kun lyse motivet op, det vil også bevirke, at lukkertiden kan gøres hurtigere, så et bevægeligt motiv fryses uden bevægelsessløring.

Det gøres ved anvendelse af flash og en diffuser-skærm, en kombi som:

  • modvirker bevægelsessløring 
  • muliggør mindre blændeåbning, hvilket giver større dybdeskarphed 
Nogle eksempler kan ses her under.

Går gå aldrig på kompromis med billedkvaliteten eller lysmængden – de to faktorer er helt afhængig af hinanden.

I videoen her overfor viser Stewart Wood 

 en ny flashdiffuser til speedlights, og han udtaler:
jeg får med dette sæt mit bedste makrobillede endnu, siden jeg startede denne Youtube-kanal! Et billede af en springedderkop.
 
En skærm jeg utvivlsomt vil anskaffe mig – men det samme er gældende for “Making-diffuser-skærmen”.

Diffuserskærme behøver ikke at koste en formue. Skærme som disse er ganske dækkende. 

Men der findes rigtig mange løsninger. Det er bare med at gå igang med at finde lige det, som passer til den arbejdsmetode, man har valgt at arbejde med.

makrofotografering
mekin 2 Makrofotografering
Macro 15 Makrofotografering
Nikon D500+300 mm+TC14, F11 brændevidde 630 mm

Kom tættere på med en telekonverter også kaldet extender

En teleconverter indeholder i modsætning til en mellemring glas-elementer, som giver en vis forstørrelse af objektivets billede.

Et teleobjektiv vil typisk ikke give helt den samme forstørrelsesgrad som et specielt makroobjektiv, men det er en god måde at få ”makro” billeder af insekter, idet de ikke så nemt skræmmes væk. Men egentlige makro billeder kan de ikke rigtigt betegnes som. Den egentlige betegnelse må nok nærmere være ”tæt-på fra-lang-afstand” 🙂  eller bare ”nærbilleder”.

Hvis ønsket er (som mit blev), at få et større billede på sensoren, end teleobjektivet kan give, kan det være en god ide, at anskaffe en teleconverter / en ekstender. Med den kan brændevidden forlænges både på makro-objektivet og på zoom-objektivet, og nærgrænsen bibeholdes.

Det vil sige, at ved brug af en telecoverter på fx 1,4x (1,4 gange forstørrelse), forstørres motiver med denne faktor. En 100 mm makro bliver til en 140 mm makro med samme nærgrænse – motivet bliver næsten en halv gang større på sensoren.

Ved brug af en teleconverter på x2, så bliver motivet 2 gange tørre, altså dobbelt så stort, som ved brug af et objektiv på 100 mm – stadig med den samme nærgrænse. Det er da noget, der vil noget.

Et stort tele- eller zoomoptik, der altid har en meget stor nærgrænse (fra 1,4 m og op), vil stadig have den samme nærgrænse ved brug af en teleconverter, men motivet vil blive forstørret med faktoren for teleconverteren.

Brug af tele eller zoomoptik vil også have den fordel, at fokusplanet bliver dybere – dybdeskarpheden vil være større.

Men stadig er intet gratis, for metoden vil påvirke ISO og lukkertider, når der bruges små blændeåbninger, og man er tæt på motivet, så lysmængden nedsættes. Men hvis der fotograferes i et godt dagslys eller med flash, vil det næppe være noget problem.  Teleconverteren kan også anvendes med en zoomoptik. Men mere om den kombination senere.

Se forsøg med begge typer teleconvertere på forskellige objektiver HER

makro
Med denne kompakte extender øges brændvidden for Canons tele og telezoom i L-serien med en faktor på 2x med større nøjagtighed i autofokuseringen og forbedret kommunikation imellem kamera og objektiv.
makro
Forøger brændvidden på tele- og telezoomobjektiver i L-serien fra Canon med en faktor 1,4x og leverer højere AF-nøjagtighed samt bedre kommunikation mellem kamera og objektiv.

Vær opmærksom på, at ved brug af en ekstender på 1,4x tabes ét blændetrin, og ved brug af en ektender på 2x koster det hele 2 blændetrin

Brug af en teleconverter betyder, at forstørrelsesgraden øges betydeligt (billedet bliver større på sensoren), med den samme nærgrænse

Billedformat – FF og APS-C motivforhold

Billede formatet 3:2 (fx 15×10 cm ) er et gammelt billedformat, som er fastsat og gjort til et standard–format for mange år tid siden. Formatet blev valgt og gjort til standard, fordi det er meget harmonisk både til portræt og landskab. Og det er jo ganske smart med en standard.

Billedstørrelsen 4:3 til foto fremkom sammen med det digitale kamera, og formatet blev “overtaget” fra datidens Tv og PC skærme, men deres billedformat er nu 16:9.

De forskellige kameratyper har hver sin sensorformat-størrelse. Men billederne vises i den samme visuelle billedstørrelse – færdige billedformat 3:2 eller 4:3 og i sjældnere tilfælde i 16:9 formatet. Men de starter fra kameraet i hver sin ”rå” størrelse (hvis man kan kalde det det):

Fuldframe – 24 x 36 sensorformat – 3:2 / 4:3 billedformat
APS-C      – 16 x 24 sensorformat –  3:2 / 4:3 billedformat

Det ”rå” billede hos FF kameraet er således 50 procent større end det ”rå” billede hos APS-C kameraet.

Men da både 24:36 og 16:24 billedet visuelt vises i samme færdige billedformat* (billedstørrelse), vil et lille motiv i 16:24 formatet, som er identisk med samme motiv som i 24:36 billedet, fremtræde 50 procent større !

Hvilket skyldes to forhold:

  1. På 16:24 sensoren gengives kun et udsnit af et FF-format (24:36). Det mindre format er således et udsnit af det store format.
  1. Det forhold, at det mindre 16:24 billede ”kun” er et udsnit af 24:36 billedet betyder, at når de to formater så gengives i det færdige visuelle billedformat 3:2 eller 4:3, så bliver det lille motiv på 16:24 sensoren gengivet dobbelt så stort, som det fra 24:36 format billedet. Dette er hvad man betegner som ”crop-faktoren” mellem et FF-kamera og en APS-C kamera.

16:24 formatet viser således et billede med et motiv, der er dobbelt så stort som motivet i 24:36 formatet. Men de omgivelser, som er omkring motivet er skåret fra – der er jo tale om et ”udsnit”.

Det er ganske godt, når der er tale om mindre motiver, men ikke så godt, hvis det er et landskabsbillede.

Det kan således siges, at jo mindre sensor, jo mere makro opnås der på en given billedskala. Det er så en anden snak, om hvad der er det bedste sensor-format til et makro-billede.

Det vil jeg komme ind på i den efterfølgende tekst.

Her under ses de to billedudsnit gennem objektivet, og som det ses af det blå og grønne søgerfeldt, så er der to forskellige billedudsnit. Det blå visende fuld-frame udsnittet (FX) og det grønne visende APS-C sensorbilledet (DX) med sit betydelig mindre billedudsnit. I det færdige billede, skaleres det grønne billedudsnit op til samme billedformat, som det blå udsnit. Derved bliver det grønne DX motiv gengivet større.

FX-sensor
DX-sensor

Her over – Nikons betegnelse for deres fuld-frame sensor ”FX” 35 mm billede og deres betegnelse for en APS-C sensor ”DX” 24 mm billede.

Sensorstørrelser

Sensorstoerrelser 2 Makrofotografering
Sensorstoerrelser Makrofotografering

Brug af et objektiv i FX-format sammen med et DX-format kamera
Et FX-objektivs billedcirkel vil, når det projiceres over på en DX-sensor, beskære billedet med ca. 1/3. Denne beskæring har samme påvirkning af billedet, som hvis man forstørrede billedet 1,5 x. Det betyder, at et 24 mm FX-objektiv på et DX-format kamera vil give en billedvinkel, der svarer til den, man opnår med et 36 mm objektiv på et FX-kamera. Det kaldes (som tidligere nævnt) en beskæringsfaktor på 1,5x.

markrofotografering
Nikon D500+300 mm+TC14, F11 brændevidde 630 mm

Behøves der Fuld-frame eller er APS-C (crop) nok !

Som det utvivlsomt vides, så er en 35 mm FF sensoren almindeligvis den største sensor type i et almindeligt kamera (visse dyre kameramærker som mellem- og storformat har dog endnu større sensorer). Jo større en sensor er, jo flere pixeles kan den indeholde, og jo flere data, som igen bevirker, at der er flere detaljer på billeder fra et kamera med stor sensor-type. Makro-mæssigst er det færdige billedes detaljegrad er afslutningsvis afhængig af hvor tæt objektivets forreste linseelement kan komme på motivet (nærhedsafstanden) og den afsluttende billedbehandling.

Hvordan forholder det sig i praksis – de forskellige sensorer imellem !

En 100 mm F2.8 linse (eller hvilken som helst linse) kan producere vidt forskellige billeder, alt efter hvilken type sensor det anbringes foran. Anvendt på en Fuld-frame sensor giver den et billedudsnit på 24 x36 mm.  Men anbragt på et kamerahus med en mindre sensor som en APS-C sensor, producerer samme optik kun et billedfelt på et udsnit på 50% af Fuld-frame billedet. Se boks.

Sensorstørrelser. & Udlingingsfaktor /crop faktor
 FF 35 mm sensor  = Normal størrelse  

Fuld-frame / 35 mm                   = 1x

APS-C generelt                             = 1,5x

Canon APS-C                                = 1,6x

Micro Four-thirds                        = 2x

Mobil-sensor                                = 7-8x

Det vil sige, når et APS-C kamera tager et billede af fx en flue med den samme 100 mm optik fra den samme afstand, bliver fluen gengivet 50%, eller en halv gange større på det endelige billede, i forhold til motivet på FF-kamera-billedet. Billedudsnit skaleres nemlig op til samme færdige billede størrelse, som FF-sensoren viser. Det udgøres dog af færre pixles / færre billeddata.

På et FF-kamera skal der således bruges en optik på 150 mm for at producere samme billedudsnit, som APS-C kameraet producerede med 100 mm objektivet. Eller, FF-kameraets billedfelt skal croppes 50%, for at 100 mm objektivet kan frembringe det samme billedudsnit som APS-C kameraet med et 100 mm optik.

Udligning af fokallængden

For at opnå identiske billedudsnit med forskellige sensorer skal der foregå en udligning af fokal længden / brændevidden ved fx, at anvende forskellige objektiver, som angivet her under:

Fuld-frame + 100 mm optik                                             = 100 mm billedudsnit
APS-C divideret med crop-faktoren 1,5x                       =  66,6 mm = 65 mm optik
Canon APS-C divideret med crop-aktor 1,6x                = 62,5 mm = 60 mm optik
Micro Four-thirds divideret med crop-faktor 2x        = 50 mm optik

Brug af de fire objektiv størrelser vil vise identiske motiv størrelser.

Det vil sige, for at opnå identiske billedudsnit eller samme motivstørrelse, ved anvendelse af forskellige sensorer, skal der anvendes forskellige optik størrelser – eller croppes.

Hvis der i stedet for udligningen af brændevidden anvendes et 100 mm optik på alle fire sensor-typer, så bliver brændevidde forøget på de mindre sensor-typer. Hvilket igen giver en betydelig zoom-effekt anvendt på kameratyper med mindre sensorer. En 100 mm optik øges så med crop-faktoren for den pågældende sensor med:

Beskæringsfaktor / cropfactor

Fuld-frame + 100 mm optik                                             = 100 mm brændevidde
APS-C  gangemed cropfaktoren 1,5x                              =  150 mm brændevidde = 0,5x større
Canon APS-C gange med cropfaktor 1,6x                     = 160 mm brændevidde  = 0,6x større
Micro Four-thirds gange med cropfaktor 2x               = 200 mm brændevidde  = 2x større

Et objektiv med en brændevidde som er lige med zoom-effekten på den ”orginale” 100 mm optik forøges således betydeligt, alt efter hvilken sensor-størrelse den tilsluttes. Prisen for den større zoom-effekt i det endelige billede, er tab af detaljer, fordi den mindre sensor ikke kan indeholde lige så mange pixels som den større Fuld-frame sensor, og at de to billeder gengives i samme størrelsesforhold.

Da den mindre sensors billedudsnit (det endelige billede) bliver gengivet i samme billedformat som den større FF-sensors, skaleres motivet 50% op, hvorved motivet ses i en 50% forstørrelse.

Altså jo større sensor jo flere detaljer, men jo mindre motiv – hvis billedet er taget fra samme afstand.

Men nu er det jo sådanne, at vi rigtig godt vil så tæt på motivet som muligt, når vi laver makro, og så har vi jo brug for den størst mulige brændevidde. Når brændevidden og motivet er en halv gange større ved brug af en APS-C sensor, er det så ikke den, der skal bruges !

Tja – nu vil vi jo også godt have flest mulige detaljer på billedet, og det opnås jo med en stor Fuld-frame sensor !

Valget kan være svært !

Fordelen ved FF-sensoren er detaljer, og fordelen ved APS-C sensoren er zoom-effekten – det større moitiv.

Lad os se på mulighederne.

  1. hvis man kan komme så tæt på motivet, så Fuld-frame billedet er et tæt nok, er der intet, at betænke sig på – så skal der anvendes et FF-kamera. Her har man den ønskede nærhedsgrad og flest mulige detaljer.
  2. Vil man godt have motivet tættere på, og anvender et FF-kamera, så må der altså croppes. Ved cropping kan motivet hurtigt trækkes så tæt på, så den ønskede størrelse opnås. Men det gøres ikke uden tab af nogle af de mange flere pixels den store sensor besidder, med tab af detaljer til følge – alt har (igen) sin pris.

Vi kan således nemt stå i den situation, hvor motivet ønskes større i FF-billedet, og at det har den ønskede størrelse på APS-C sensor billedet. I så fald må FF-billedet croppes for at FF-motivet kan få samme størrelse som motivet på APS-C sensor billedet.

Lad os se hvad der sker imellem de to billedformater, hvis vi gør det.

Et FULD-FRAME kamera med 36 MB pixels Vs et APS-C kamera med 21 Mb pixels

Hvis FF-kameraets billede skal croppes 50%, for at motivet skal have samme størrelse i de to billeder, skal der laves et billedudsnit i FF-billedet (det croppes). Det betyder, at halvdelen af billedet skæres væk, hvilket igen betyder, at antallet af pixles i FF-kameraets oprindelige billede, halveres fra at være 36 MP til 18 MP. De tomme områder klippes fra = mange af billedets pixels.  Nu vil de to billeder have et identisk billedudsnit, og motivet i de to billeder vil være lige store.

Fuld-frame billedet udgøres nu af 18MP, og APS-C kamera billedet udgøres stadig af 21 MP – det indeholder efter udligningen nu 3 MP data mere end FF-billedet. Det burde således have flere detaljer – men 3 MP giver dog ikke så stort et udsving i detaljegraden, at det nødvendigvis vil ses – men det besidder flere pixles = flere data.  Men, hvis motivet stadig ønskes større, og der skal croppes yderligere, for at få motivet større endnu, vil APS-C sensor-billedet have 3 MP flere detaljer, at gøre godt med i forhold til FF-sensoren. Hvis der skal udføres en 50% cropping af fuld-frame sensorens billede, så er det ligegyldigt, om der bruges en FF-sensor eller en APS-C sensor. Det hele afhænger af, om hvor tæt, der kan kommes på motivet, for at det har den ønskede størrelse.

Kan der kommes tæt nok på motivet, så der ikke skal croppes eller måske kun croppes 25%, så er det bedst, at bruge en Fuld-frame sensor, hvis ikke, er det underordnet hvilken sensor-type, man laver sine macro-billeder med.

Afstanden til motivet er således en væsentlig faktor, at medregne – hvis det er insekter med en stor flugt radius, der skal fotograferes. Brug af et APS-C kamera vil kunne give en længere arbejdsafstand – man kan være 50% længere fra motivet, når billedet tages. Insektet vil ikke flygte i samme grad, som når der anvendes et kamera med en Fuld-frame sensor, hvor arbejdsafstanden er 50% kortere. Der vil også komme mere lys til motivet, fordi arbejdsafstanden længere fra motivet,

Hver sensortype har sine fordele og ulemper, det hele afhænger af hvor tæt man kan komme på det motiv der ønskes gengivet

Introduktion til makrofotografering - på en nem måde

Når du nu har været al denne tekst igennem, så se denne video, hvor Niel Fisher på 21 minutter går ”næsten” alt hvad der er beskrevet her igennem. Han illustrerer fokal længder, forstørrelsesgraden, dybdeskarphed, flash og meget andet på en meget forståelig måde.

Jeg VIL tættere på

I ønsket om at få motivet til at fylde mere på billedet, samtidig med, at beholde den lange nærgrænse, for ikke at skræmme insekterne, anskaffede jeg mig en 2x teleconverter. Jeg ville nu forsøge mig, med  en TC1.4x og en TC2x i kombination med mine to objektiver 105 mm makro og en 300 mm tele.

Historien om de første forsøg kan ses og læses via linket her under:
Makrofotografering med telekonvertere

6 Eksempler på makro objektiver

Kun ved nærgrænsen yder objektiverne den maksimale forstørrelse.

Makrolinser og billedstabilisering

Både Canon og Nikon laver makroobjektiver med billedstabilisering. Men det er ikke almindeligt, at have billedstabilisering på makroobjektiver. Hovedårsagen skulle ganske enkelt ligge i, at under normal makrofotografering fungerer en normal billedstabilisator ikke. 

En billedstabilisator fungerer lodret og vandret. Men når der tages krævende nærbilleder, vil kamerarystelser på kamerahuset også have indflydelse. Små rystelser, som f.eks. bare det, at dreje kamerahuset ganske lidt til højre eller venstre, kan påvirke makrobilleder.

Meget litteratur på området siger også, at hvis det planlægges, at håndtere en makrolinse under ekstreme nærbilleder, er det ofte en fordel, at have en mindre / lavere brændvidde. Nærbilleder med et 150 mm objektiv kræver en forholdsvis hurtig lukkerhastighed (som stjæler lys), og ofte en lav blænde for at få nok dybdeskarphed i billedet, hvilket igen stjæler lys. Flere af de makrofotografer jeg er stødt på under udarbejdning af denne test siger faktisk, at de vil foretrække en 60 mm frem for en 100 mm, idet den er meget lettere at håndtere !     Jeg skal ikke kunne afgøre det – men det virker ikke så tosses endda 🙂 

Nikkor F2.8G
Micro-Nikkor 105mm f/2.8G IF-ED

Micro-Nikkor 105mm f/2.8G IF-ED
Forstørrelse 1:1
Maximum blænde F2.8
Minimum blænde F32
Mindste fokuseringsafstand  31,4 cm

Pris ca. kr. 6.790,-kr. 

CANON EF 100MM F/2.8 MACRO
CANON EF 100mm f/2.8 MACRO

CANON EF 100mm f/2.8 MACRO
Forstørrelse 1:1
Mindste fokuseringsafstand  32 cm

Pris ca. Kr 3.995,-

Irix 150mm f2.8 Macro
Irix 150mm f2.8 Macro

Irix 150mm f/2.8 Macro 1:1
Forstørrelse 1:1
Mindste fokusafstand 34 cm
Maximum blænde F2.8
Minimun blænde F32

Pris ca. Kr. 4.490,-

 

Ultra makro

Når der tales om ultra markro, er der ingen vej uden om Laowa.

De ting, der kan fotograferes med disse objektiver, kan man ikke ­engang se med en lup. Med især 2,5-5x forstørrelsen placerer Laowas ultra-makroobjektiv sig mellem et makroobjektiv og et mikroskop, hvilket ­åbner en helt ny verden af motiver. Med en optageafstand på omkring fire ­centimeter skal der dog ikke påregnes at kunne fotografere fx levende insekter. Når man er så tæt på, er der et stort lystab i objektivet, og desuden skal der blændes godt ned, helst på F8.0-F11 /F16. Det betyder, at man skal regne med lukkertider på op til ti sekunder, og derfor kan man kun fotografere motiver, der slet ikke bevæger sig. Alternativet er selvfølgelig et godt makro-lyssæt.

Man skal være meget opmærksom på, at Laowas objektiver ikke har nogen processor, men udelukkende har manuel fokus og ­manuelle ­blændeindstillinger. Det stiller derfor store krav til ens ­foto­teknik. Men belønningen er billeder af en helt ­anden verden.

De er således ikke for begyndere ud i makrofotografering. Tjek YouTube omhyggeligt om ultra makro før anskaffelse.

CANON EF 100MM F/2.8 MACRO
Laowa 25mm f/2.8 2.5-5X Ultra Macro

Laowa 25mm f/2.8 2.5-5X Ultra Macro

Pris ca kr. 3.999,-

Dette objektiv er optimeret til makrofotografering mellem 2,5X – 5X motiv-størrelse. Linsen er specielt designet med en udvidet arbejdsafstand (45 mm ved 2x og 40 mm ved 2,5 gange) og lille linsetønde. Dette giver tilstrækkelig belysning på objektet for lettere optagelse i marken. 

Objektivet er meget mere kompakt og lettere end andre makrolinser. Denne linse giver også en større dybdeskarphed sammenlignet med andre ekstreme makrolinser på markedet. 

Se venus makro-flash-system

Et effektivt og tilsyneladende prisvenligt makro-flas-system

Laowa 100 mm rotated Makrofotografering
Laowa Ultra Macro  100mm F2.8

Se Micael Widell´s video (her under), hvor han ude i naturegiver sin erfaring om håndholdt brug, samt omtale af flash og diffuser.

Laowa Ultra Macro  100mm F2.8  2:1    
Forstørrelse 2:1
Minimin fokusafstand 2,47 cm 

Denne optik har ingen autofokus elle antirystefunktion.

Denne nye 100 mm linse kan dække fuldformatsensorstørrelse og fokusere fra 2: 1 forstørrelse til uendelig. Objektivet har en lignende fysisk størrelse som andre 100 mm makrolinser på markedet, men dets bredere forstørrelsesområde giver makrofotografer mulighed for at fange motiver i alle størrelser. 

Kun Canon EF-versionen er udstyret med en CPU-chip og motor til blændekontrol via kameraet. Alle andre monteringer er manuelle, og blænden styres af blænderingen på linsen.

Canon-versionen af Laowa 100mm makrolinsen er udstyret med en blænderstyringsmotor og CPU-chip. Blændeåbningen kan styres via kamerahuset (ingen blændereguleringsring på linsen), og blænden lukker kun under udløseren. Fotografer har ikke længere brug for at komponere deres skud i en mørk søger. 

For alle andre kameramærker er betjeningen manuelle, og blænden styres af blænderingen på linsen – blænden er ikke åben under fokuseringen.

Når man sammenligner Laowa med en af sine største konkurrenter – Canon MP-E 65mm f / 2.8 1-5x makro , som Thomas Shahan (en af mine favorit Macro-fotografer) også har brugt i vid udstrækning – kan han ikke lade være med at påpege, at der virkelig ikke er meget af en konkurrence. Men her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at han er meget “tæt” til Laowa.

Thomas Shahan udtaler også – bortset fra at koste mindre end halvdelen af prisen, vejer den kun omkring halvt så meget som Canon, hvilket er en big deal,” siger Shahan. ”De fleste makrolinser er virkelig skarpe linser, så jeg foretrækker ofte de lettere muligheder frem for alt andet. 

 Pris ca. kr. 7.640,-

DanishEnglishFrenchGermanItalianSpanish