Sumpmejse
Sumpmejsen
Er medlemmer af mejse-slægten og kaldes i store dele af verden ofte “tit”, men de nordamerikanske arter kaldes enten “chickadees” eller “titmice”.
På verdensplan findes der 15 arter i slægten. Èn ”Broget mejse” ( Poecile varius) – placeres sommetider i slægten “Sittiparus” findes i fire underarter).
Sumpmejse (Marsh tit / chickadees)
Videnskabeligt navn. Poecile palustris.
Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Spurvefugle (Passeriformes)
Familie: Mejser (Paridae)
Slægt: Poecile
Europæiske arter
- Sumpmejse; Poecile palustris (Dk)
- Sørgemejse; Poecile lugubris
- Fyrremejse; Poecile montanus (DK)
- Lapmejse; Poecile cinctus
Sumpmejsen generelt
Fakta:
Vingefang: 18-19,5 cm
Længde: 11,5 cm
Vægt: 9-12 g
Ynglealder: 1 år
Kuldstørrelse: 6-8 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 13 dage
Ungetid: 16-18 dage
Sumpmejsen indgår i slægten Mejser (Poecile), som er en gruppe af små spurvefugle. De forekommer hovedsageligt på den nordlige halvkugle og i Afrika – to arter findes i Danmark, hvor Fyrremejsen ar den anden. De fleste blev tidligere klassificeret i slægten Parus. Men efter sammenlignende genetiske og morfologiske studier behandler de fleste autoriteter i dag ”Poecile” som en egen slægt.
Sumpmejsen foretrækker ældre løvskove med gammel bevoksning, og har en forkærlighed for de mere fugtige til sumpede dele af skovene, f.eks. er den almindelig i elle sumpe. Men den kan også finde på at yngle i store gamle villahaver.
Føden består af insekter og edderkopper om sommeren og når disse bliver sparsomme i vinterhalvåret, slår den over på forskellig former for frø.
Den er en ekstrem standfugl, der aldrig bevæger sig ud over længere strækninger, ikke engang ungfuglene skulle bevæger sig langt fra deres klækningssted – kun op til én kilometer!
Den overflyver kun i yderst sjældne tilfælde selv mindre vandområder.Arten er en typisk huleruger, og bor i naturlige træhuller, forladte spættehuller, og for den sags skyld også gerne i opsatte redekasser.
Forveksles nemt med Fyrremejsen
Sumpmejsen forveksles hvor de findes sammen nemt med fyrremejsen. De ligner hinanden til så meget, så selv erfarne fuglekendere har vanskeligt, ved at bestemme hvem der er hvem. Det bedste kendetegn er sangen, som er meget forskellig.
Ganske små forskelle findes der dog, idet sumpmejsens sorte kalot er mere glinsende i sin sorte farve, og den sorte hageplet er mindre end den hos fyrremejsen. Desuden mangler sumpmejsen det lyse vingepanel, som fyrremejsen har. Dog kan fugle i frisk dragt, have en antydning af det lyse vingepanel. Forskelle er små, og vanskelige at skelne, især når de ikke ses sammen.
Fyrremejsen er dog ret sjælden i den danske natur (findes kun i Sønderjylland), hvorimod sumpmejsen er almindeligt udbredt over hele landet. Dog findes den ikke på de fleste af vores øer, samt fåtalligt i Vestjylland.
Dens monotone sang høres i flere variationer bygget over det samme grundtema
Hør sangen her :
Selv om man er en uanselig lille grå eksistens, kan man godt være speciel – og det er sumpmejsen.
Den er faktisk en meget ”fornuftig” lille størrelse, der altid i god tid tænker på vinteren og de medfølgende knappe muligheder for at finde føde. Helt i modsætning til musvitter og blåmejser, der tilsyneladende strejfer sorgløse omkring og næppe skænker hverken morgendagen eller den kommende vinter den mindste tanke, så begynder sumpmejsen allerede i begyndelsen af oktober, at hamstre i stor stil af, især bog og agern. De gemmes i hulrum i træernes bark, i dens ynglings områder i det lille område, som den opfatter som sit revir.
Denne adfærd har igennem tiden opbygget sumpmejsens hukommelse, så den har fået den mest udviklede hukommelse af alle mejsefuglene. I en kold vinter, er det livs-vigtigt ikke at glemme, hvor man har lagt sine depoter. Og en sumpmejse glemmer ikke, for i kraft af det veludviklede hukommelsescenter er den i stand til ganske nøje at huske, hvor den anbragte sine depoter.
Glimt fra sumpmejsens indretning af bo og opfødning af unger
Sumpmejsen flytter ind i et gammelt spætte-bo
Der arbejdes lige fra solopgang til solnedgang med først at muge ud, for derefter at fore med mos, hår, små fjer og lignende.
Ungerne er kommet
Æggene er nu klægget, og reden holdes omhyggeligt ren. Når ungerne i starten skal af med klatterne, kommer disse i små hvide indpakninger, som kun leveres, når en af forældrene er tilstede. De bliver så transporteret et stykke væk fra redehullet med det samme.
Opfostringen af et kuld er et hårdt job
Arbejdet med at stille et kuld ungers behov, er et job lige fra den lyse morgen til solnedgang.
Når forældre-fuglene ankom til hullet med mad, så landede de hver gang på en gren lidt fra. Herfra orienterede de sig om alt var i ro og uden farer, før de fløj til hullet og afleverede en laber larve.
Hen på eftermiddagen kunne det tydelig ses, at de blev trætte. Når de nu landede på grenen, var de ikke så opmærksomme, og deres øjne faldt hurtigt i, de fik sig en lille lur. Med halvt åbne øjne, tydelig vildt trætte, fløj de efter et lille blund så til hullet, og fodrede ungerne. Det gentog sig nu næsten ved hver ankomst resten af eftermiddagen.
For en betragter var helt klart et hårdt job, og nogle meget trætte forældre. Det så ganske sjovt ud. Men man kunne ikke lade være med at føle for de to små slidsomme forældre-fugle.
Anbefalede fuglesider
The difference we make:
British Trust for Ornitlogy – BTO
Birds of the World:
The CornellLab og Ornitology – Cornell
Why Birds Matter, and Are Worth Protecting:
National Geographic – MAGAZINE
Birds Are Vanishing From Nort America:
Antallet af fugle i De Forenede Stater og Canada er faldet med 3 milliarder eller 29 procent i løbet af det sidste halve århundrede. Læs om det HER
Pandion:
En super fugleside fra Dansk Orentoligisk Forening . Se den HER