Dykænder er en fælles betegnelse for en stor noget uhomogen gruppe opdelt i 2 stammer (18 arter) af dykkende ænder, ferskvandsænder (Aythyini, fx Troldand, Rødhovedet and, Taffeland) og havænder (Mergini, fx Skalleslugere, Hvinand, Havlit). Enkelte kan ligneren en svømmeand, andre er små og runde, andre igen store og tunge. Men fælles for dem er, at de i forhold til deres størrelse, er tungere end svømmeænderne samt, at de alle presser luften ud af fjerdragten, før de dykker efter føden.

Ferskvands-dykænder søger for det meste føden ved, at de dykker helt ned til bunden og leder efter føde der.

Havænder hører alle på nær en enkel art til i nordlige egne – hovedsaligt arktiske områder. 

Af udseende ligner dykænder andre ænder, men der er dog alligevel visse forskelle mellem de tre stammer. Dykænder er tungere, hvilket hjælper dem til at holde sig under vandet, deres ben sidder længere tilbage på kroppen, hvilket giver dem mulighed for at opnå stor fart under vandet. Men det betyder også, at de færdes dårligt på land, og at de skal løbe sig i gang på vandoverfladen for at komme i luften. Til sammenligning letter svømmeanden direkte fra vandet og kommer hurtigt op i normalt flyveniveau.

Men når dykanden er i luften, er den en stærk flyver; de brede, stump-vippede vinger kræver dog hurtigere vingeslag end mange ænders. 

Slægten Netta (fx Rødhovedet and) falder dog ikke helt ind under de andre dykænders forskellighed fra svømmeænderne, idet de på flere måder ligner svømmeænderne. De er bedre gående på land, og de er ikke helt så udprægede dykkere, idet de ofte søger føden i vandoverfladen på samme vis som svømmeænderne.

Alle dykænder henter deres føde under vandet (bortset fra Netta), hvorunder ferskvands-dykænder, hvinænder og skalleslugere udelukkende svømmer med benene, mens de øvrige havænder også kan tage vingerne til hjælp.

Havænderne er den gruppe af dykænder, som har udviklet deres dykke-evne til det det yderste, idet de er i stand til at dykke meget dybt efter deres føde, en evne ferskvands-dykænderne ikke har udviklet nær så markant. Deres ben sidder også længere tilbage på kroppen end de gør hos ferskvands-dykænderne, som dog også har benene placeret længere tilbage på kroppen end svømmeænder.